1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

Opsummeringen af første del fremstiller filmenes lydfokus under overskrifterne:
lydlig bredde, matchning af lyd og billede, lyrik, kontakt, kropslighed og
performance.
Tonefilmens assimilation til, portrættering og tematisering af medier, fremføres som
gennemgribende, og jeg lægger vægt på en slående bredde i de medier, som filmen
konvergerer med. Afhandlingen fremhæver konvergensen som mest typisk i forhold
til genrer inden for musik- og performanceteater samt grammofon, radio, telefon og
telegraf.
Afhandlingens genredel starter med en forskningsoversigt, der beskriver den
videnskabelige tradition for at genrekategorisere tredivernes tonefilmskomedier og i
det hele taget behandle deres genreperspektiver. Kapitlet fremfører bredden i
genrekategoriseringen hos de vigtigste teoretikere, Chris Brøgger, Peter Schepelern,
Søren Kjørup og Ib Bondebjerg. Kapitlet opsummeres med en diskussion af
forskellige forklaringsmodeller på komediegenrens dominans i trediverne.
- 7 -
Genredelens teoretiske hovedbegreb opstilles i et teoretisk kapitel, der starter med at
diskutere en række problemstillinger, der er fremstillet eller behandlet som generelle
for filmkomedier. Diskussionen om gag og narration fokuserer på, hvorvidt gags
forstås som integrerbare eller uintegrerbare i forhold til narration. Afsnittet om ritualer
præsenterer en sociologisk-rituel synsvinkel på genrer som ritualer, der forhandler
kulturelle konflikter. Latterafsnittet præsenterer Torben Kragh Grodals kognitivistiske
forklaringsmodel på komedien som en række af følelsesophobninger, der bliver
forløst via latter. Herefter følger en analyse af en scene fra Cirkusrevyen med den
slagordsagtige overskrift ”Dér, hvor latteren stopper, fortsætter komedien”. Analysen
viser, at der selv i de mest prototypiske komiske situationer findes en
brudfladeæstetik, der ikke kan siges at indgå i følelsesophobnings-
/forløsningsprocesser, som beskrevet ovenfor. Analysen er udgangspunkt for
afhandlingens opstilling af en overordnet forståelsesramme i form af den
brudfladeæstetik og medfølgende spændstighed, som, jeg vil hævde, er karakteristisk
for komedier generelt. Ole Thomsen, Jens Kruuse og L. J. Potts repræsenterer i høj
grad en ikke-mediespecifik og generel komedieforståelse, der på hver deres måde
arbejder med komedien som brudfladers interaktion i en spændstig ramme.
Jeg lægger vægt på at skelne imellem betegnelsen komedie, når den er brugt i
forbindelse med ”tredivernes tonefilmkomedier” og det generelle komediebegreb,
som afhandlingens brudfladeæstetik og spændstighed er opstillet ud fra.
Kapitlet om brudfladeæstetik og spændstighed i tredivernes tonefilmskomedier er
genredelens analytiske hovedkapitel, hvor brudfladeæstetik og spændstighed afprøves
som analysebegreber på en række forskellige trediverkomedier. Kapitlet viser,
hvordan filmen aktiverer sin komedieæstetik på forskellige måder. Skaf en Sensation
fremhæves for sin ekstreme spændstighed, idet den sammenstiller elementer til sin
fiktion, der bryder imod hinanden. Analysen peger på, at et diffust kontakt- og
fremvisningsprincip træder i stedet for narration som sammenhængsgrundlag for
filmoplevelsen.
I forhold til Med Fuld Musik vises det, hvordan komedieæstetikken opstiller
stiliserede figurer mod veldefinerede normer og regler, kulturelle såvel som æstetiske,
som de kan spille op imod. Karakterernes tydelige konstruerethed giver komedien
mulighed for at udvide grænserne for fiktionen. Min Kone er Husar! udstiller
forskellige handlinger, motiver og karakterers æstetiske konventioner.
7