1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 3 -
skaber en utvetydig kropsliggørelse af filmens billeder. Matchningen tjener samtidigt
et pædagogisk/genkendelsesprojekt, hvor lyd og billede identificerer hinanden som
sammenhørende. Dette kommer i særlig grad til udtryk i relation til moderne maskiner
og medier.
Mediekonvergens
Lydene er i udstrakt grad iscenesat efter strategier og logikker, der er relateret til
folkeligt teater, radio, grammofon, telegraf og telefon. Derfor kan trediverfilmen ikke
meningsfuldt behandles som eksklusivt filmisk, men bør ses i sammenhæng med de
medier, den relaterer sig til og identificerer sig med. Rick Altmans crisis
historiography (Altman 2004) er skabt til at beskæftige sig med den voldsomme
identitetsforhandling, som medier i opbygnings- eller brydningsperioder gennemgår,
og som kommer til udtryk i en ofte voldsom mediekonvergens. Crisis historiography
er en synkron metode, der lægger vægt på den kvalitative flerhed af æstetiske og
udsigelsesmæssige strategier i mediets identitetsforhandling, således at den også
sætter fokus på de æstetiske træk og mediekonvergenser, der, set fra et nutidigt
synspunkt, viser sig at være blindgyder. Målet er at skabe et så nuanceret portræt som
muligt af medier i en overgangsfase.
Genre
Dansk trediverfilm kategoiserer sig selv i et forrygende væld af genrebetegnelser –
”Filmskomedier”, ”Tonefilms-Lystspil”, ”Films-Farcer”, ”Helmuth-Film”, ”Film-
Sangspil” og ”Sommerspil” er bare nogle eksempler. Filmene synes heri at signalere
en grænseløshed og en lav grad af genremæssig identitet.
Senere tiders forskere har systematiseret filmene i forhold til genrer og kategorier, der
er tradition for at arbejde med inden for filmvidenskaben. Et generelt forhold ved
disse kategoriseringer er dog, at de sjældent er følsomme over for den splittelse og
spændstighed, der er så karakteristisk for tonefilmskomedierne. Dette forhold får ikke
sjældent filmene til at fremstå som dårlige eller principløse.
Afhandlingen ønsker at nuancere forståelsen af tonefilmskomedierne ved at tilbyde en
komedieæstetisk forklaringsramme på et mere abstrakt plan. Det er således
afhandlingens genreæstetiske projekt at opstille en generel genreæstetisk model, der
kan belyse den komedieenergi, som disse film har, og som i ringe grad afspejles i
kategoriseringen af filmene i diverse komedieundergenrer. Afhandlingen søger ikke at
anfægte konkrete kategoriseringer, men snarere at tilbyde disse en overordnet
komedieæstetisk fortolkningsramme.
Afhandlingens forståelse af komedie opstilles i et teoretisk kapitel, der starter med at
diskutere en række problemstillinger, der er fremstillet eller behandlet som generelle
for filmkomedier: Forholdet mellem gag og narration, ritualer og latter. Disse
problemstillinger bliver efterfølgende tilbudt en overordnet forståelsesramme i form
af den brudfladeæstetik og medfølgende spændstighed, som afhandlingen finder er
karakteristisk for komedier generelt. Som hovedsponsorer til dette genrebillede
fremhæves Ole Thomsen, Jens Kruuse og L. J. Potts, der på hver deres måde arbejder
med komedien som brudfladers interaktion i en spændstig ramme. De repræsenterer i
høj grad en ikke-mediespecifik og generel komedieforståelse.
3