1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

We know a movie is over, when there is no longer any imminent danger of
embarrassment or pain. (Eitzen 1999: 98)
- 102 -
Han identificerer altså den komiske impuls, i realtion til en tilskuerposition, der bliver
belejret med ubehag for herefter at blive forløst. Eitzen har ingen overordnet
forklaringsmodel i forhold til dramaturgi, tematik, eller lignende. Dette bliver tydeligt,
idet hans overvejelser gælder komiske elementer i drama og actionfilm som The
Shawshank Redemption (1994) og The Rock (1996).
Toben Kragh Grodal definerer genrer i forhold til mentale processer. I Moving
Pictures afviser Grodal med henvisning til Neale og Krutnik at behandle komedien
som en æstetisk form, men ser udelukkende på receptionsprocessen og effekten på
tilskueren (Grodal 1997: s. 185). Han arbejder med det han kalder comic fictions, der
er en af hans fire grundlæggende spillefilmsfortælleformer, der matcher bestemte
mentale processer 18 .
Grodal opdeler latteren i to dele. Dels er der de mentale mekanismer, der er
forudsætning for latteren, dels er der de fænomener, der fremkalder latteren (Grodal
1997: 185). Grodal forklarer latteren som et escape-button-alternativ til viljestyrede
handlinger. Det vil sige, at vores hjerne registrerer noget som smertefuldt eller pinligt.
Dette bliver dog via mentale processer kategoriseret som ufarligt. Latter er således en
kognitiv re-evaluering af situationer som ”ikke farlige” og som ikke kræver handling:
Laughter is one of the main program-swicthes by which a given mental
respresentation can be evaluatied as ”non-dangerous”, ”not cause for acts” and
”non-real” in the sense that it does not trigger voluntary acts. (Grodal 1997:
195-6).
Basis for overload er en arousal, som aktiveres af overraskelseschock eller pinlige
situationer. Når overload når en vis grænse, opløses den i latter. Overload kan også
skabes af paradokser og inkongruenser. I sådanne tilfælde vil latterens escape-buttonfunktion
afværge, at vi bliver ved at køre i selvsving omkring et givent paradoks.
Grodal bruger den metafor, at vi med latteren hugger den gordiske knude over:
Laughter may function as an escape-button in relation to paradoxes,
ambiguities, equally probable alternatives, and so on by cutting the Gordian
knot, that is, by rejecting mental calculation, just as we sometimes have to turn
off the computer if it is running wild and producing endless calculations.
(Grodal 1997: 192).
Karakteristisk for Grodals forståelse af den komiske dynamik er, at der er tale om
faser, der opbygges og afvikles. Dette sker meget klart i sketches og gag-situationer.
Interessant er det, at der også er tale om uafsluttede fænomener som paradokser og
inkongruenser.
18 Grodal vurderer det centrale peripeteia-begreb fra komedieteorien som en i praksis
overflødig kategori, og han udskifter den med sit eget event producing arousal
(Grodal 1997: 191). I dette synes forfatteren at antyde at comic fictions i praksis kan
erstatte komedie, der således er at forstå som film, der består af en række
latterskabende situationer, der genkendes af publikum og opløses i deres latter.
102