1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 66 -
fædrelandssange til studentermusik og drikkeviser. Og der er jazzen og den moderne
vuggevise, som Hans forfatter til sit barn. Adskillelsen mellem krop og kropsligt
udtryk er også til stede i konflikterne omkring grammofonen.
Hanses jazzvildskab er fra starten et stridens æble i forholdet mellem forældre og søn.
I en af filmens første scener står Hans og dirigerer et orkester, som vi via en
kamerabevægelse finder ud af spiller på hans grammofon. Hans orientering mod en
usynlig verden og væk fra virkelighedens med studentereksamen og frokost
provokerer moderen. Da han dropper ud af sine studier, bliver han musiker og
jazzkomponist og får udgivet en grammofonplade.
Faderens endelige accept af sønnens levevej sker ved grammofonen, der spiller hans
søns komposition. Han tvivler i starten på, at en grammofonplad kan indeholde en fars
drømme om sit afkom. ”Vil det sige, at det der staar herpaa, det har han lavet?”
spørger han, mens han eftertænksomt og koncentreret ser og føler på rillerne i pladen.
I denne scene, hvor en fader har svært ved at kende sin medierede søn, ligger der en
melankoli, der også er til stede i forældrenes nervøse omgang med telefonen.
Melankolien er godt hjulpet på vej af Holger Reenbergs spil, der igennem filmen har
været præget af en intensitet og følelsesfuldhed på trods af hans plotmæssigt ret
fastlagte rolle som konservativ faderfigur, der med det gode eller onde kommer til at
acceptere den nye generations måder og magt. Herudover peger hans navn Frost mere
på et symbolsk potentiale end noget andet.
Provinsen kalder --! er interessant for netop at være opmærksom på mediernes
indflydelse på menneskelivet, uden at de dog leverer en entydig kritik. Også
Kobberbryllup tematiserer en fremmedgørelse i modstillingen af grammofonens
optagede musik over for vennernes sangtradition. Filmene som sådan er mere end
noget andet interesserede i at vise frem. Decideret kritik er sjældent til stede.
Det er svært at overhøre telegrafens pikken i de dramatiske højdepunkter af film til
vands som Saa til Søs, Barken Margrethe, Flaadens blaa Matroser, Blaavand melder
Storm og Snushanerne. Karakteristisk er, at telegrafens samtidighed fungerer for det
godes skyld. Her er omdrejningspunkterne toldere og smuglere, internationale
terrorister og skibe i havsnød. Begyndelsen af Det begyndte ombord gengiver i
montageform den hast, hvormed informationer bevæger sig. Knapt har en begivenhed
fundet sted, før den kan proklameres hundreder af kilometer væk. Her er det dog
hverken terrorister eller havsnød, der truer, men en sladderjournalists scoop om
amourøse forbindelser mellem en celeber forfatter, Peter Strøm (Peter Malberg) og
forlæggerdatter Else Fischer (Gull-Maj Norin) på vej over Atlanten til København:
På lydsiden høres livlig og melodiøs swing og telegrafens elektriske pikken,
der skaber en maskinel synkopi til musik og billeder: En skrivende hånd,
telegrafnålens nikken, ledninger, skibsskorsten i fri luft,
papirstrimmelsprøjtende telegrafmodtager, telegrafpapir klæbes på brev,
færdigpakket telegram skifter hænder, postbud cykler, telegram smidt på
modtagers skrivebord, rullende avispresser, forlagsdirektør (Aage Smidt)
kommer kørende, stikker armen ud af bilen og køber sin daglige avis, bladrer i
den og udbryder: ”Nu har jeg min Satan dog aldrig kendt noget lignende” - og
så hjem til konen for at fortælle, at datteren er blevet forlovet (dvd 50).
5.3 Tidens rytme
Mens telegrafer sladrer om dem mange sømil væk, fox’er de unge rundt på skibets
dansegulv til Kai Ewans rytmiske croon om ”Nu’et” og ”Tonen af i Dag”. Sigfred
66