1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 166 -
Filmen bruger givetvis Møller og Asmussens numre som showcases for Liva Weels
talent for den melankolske vise og Børge Rosenbaums kropslige musikalitet. Det er
dog ikke kun spillernes optræden, der sætter normen for det komiske univers. Frøken
Møller og Asmussen bliver manipuleret af filmhastighed, og deres figurer overtages
af stuntmænd, der giver dem akrobatiske og sportslige evner. Og det giver dem igen
vilde og poetiske sider, der truer enhver sammenhæng i tegningen af dem. I den
musikalske skøjtescene går filmen til frontalangreb mod enhver enhed i karakter, idet
den splitter figuren i en syngende version af frøken Møller, der understøtter hendes
stereotyp og den skøjtende, der viser en forunderlig sportslig side af frøkenen. Mens
hun i halvnær synger Vil du ud på Glatis med mig? integrerer Liva Weel frøken
Møllers ufrivillige kropslighed og glutterale lyde, og der skabes en kontinuitet mellem
sangen og hendes type. Under instrumentaldelene, derimod, kaster det, der tydeligvis
er en stand-in sig ud i kunstskøjteløb på højt plan og giver os en perfekt
kunstskøjteløbende Møller, der danner en oplagt modvægt til den ellers ikke-kropslige
frøken. Asmussens karakter er i denne scene vist med den samme diskrepans mellem
ude af kontrol-karikatur og en meget kontrolleret stand-in, der tolker figurens
klodsethed elegant 42 (dvd 76). Frøken Møller og Asmussens identiteter fungerer i
skøjtescenen som alibier for stunt-optræden. Karakterisering på denne komiske skala
er ikke engang afhængig af at være samlet i én skuespiller. Det gælder også for den
senere skiscene, hvis højdepunkt viser frøken Møller i bedste tegneseriestil med
hovedet først, i til knæene i en snedrive.
De to figurer bliver i en række forskellige retninger hjulpet godt på vej af forskellige
stilistiske og performative strategier. Nogle gange er de karikaturer, andre gange
melodramatiske. Til tider skinner en Liva Weel og en Børge Rosenbaum igennem, til
tider overtages figurerne af stuntmænd, der forvandler dem til usårlige og stiliserede
vovehalse.
Frk. Møllers Jubilæum er en barok film, der presser fiktionen til sin grænse ved hele
tiden at åbenbare karakterernes konstruktion. Det gælder i særdeleshed Weel og
Rosenbaums karakterer, mens karaktererne i det hele taget præsenteres i mange
forskellige æstetiske og diskursive sammenhænge. De diskret tegnede figurer springer
ikke i deres karakteristisk. Dog er det markant, at så mange af filmens figurer synger
og spiller op i forlængelse af deres roller. Dels er det en kærlighedshistorie mellem
Grete og Lau Lauritzen, Jr.s norske skilærer, som forløses både som montage,
musiknummer og intrigehandling. Lau Lauritzen, Jr. optræder også i trekløver med
Poul Reichardt og Per Gundmann som filmens friske banjospillende fyre. De optræder
ligeledes musikalsk samt har to længere scener med fysisk komik, der er baseret på
tredobbelt interaktion.
De mange fast motion-iscenesættelser i trediverkomedierne, hvor figurerne åbenlyst
manipuleres, er udtryk for en collagestrategi. Det gælder for eksempel den tidligere
42 I den svenske version af samme film, Julia Jubilerar fra 1938, der også er instrueret
af O’Fredericks og Lauritzen, Jr. er det slående, hvor usynligt skiftene mellem
skuespiller og stand-ins er gjort (dvd 77). Klippene er brugt perfekt til at skabe
illusionen af, at det er Julia (Katie Rolfson) og Mårton (Thor Mondéen), der skøjter,
hvilket er en meget mere tilfredsstillende optræden, hvis enhed i karakter er målet.
Min artikel Staying in og getting out of Character er en sammenlignende analyse af
de to film, der arbejder helt forskelligt med karakterisering, Frk. Møllers Jubilæum
med spektakulære karakterbrud og Julia Jubilerar, der arbejder meget mere diskret
med karakterbrud (Hartvigson 2006a).
166