1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

centrum af undersøgelsen, hvilket forklares ved, at der traditionelt er mange
latterskabende strukturer i komedie 16 .
- 101 -
However, if laughter and humour are not by themselves definitive of comedy,
they are definitive of the comic and its forms, gags, jokes, wisecracks, and
plot-based comic moments. Most comedies contain examples of these forms.
It is for this reason that the consideration of humour and laughter is important.
(Neale og Krutnik 1990: 63)
Mange komedieteoretikere tager tråden op fra Palmer og Neale og Krutnik, der
placerer latteren i centrum af deres teorier om komedien 17 . Således opstiller Geoff
King sit udgangspunkt i monografien Film Comedy ”A comedy might initially be
defined as a work that is designed in some way to provoke laughter or humour on the
part of the viewer” (King 2002: 2).
Både Palmer og Neale og Krutnik forudsætter en række psykiske mekanismer og
mentale processer hos tilskueren. Disse bliver defineret inden for kognitivismens
teori. En del af denne tager som sit udgangspunkt, at der ikke er nogen
grundlæggende forskel mellem reception af film og af virkelighed. Derfor er pointen
også nærliggende, at det komiske i høj grad er uafhængig af æstetiske og formelle
træk. Dirk Eitzen tager i The Emotional Basis of Film Comedy således afstand fra
Bordwell, Thompsons og Staigers opstilling af filmens narrative fremdrift og
medfølgende tilskuerarbejde som det vigtigste i den klassiske hollywood-film. Eitzen
påpeger, at der er masser af elementer i film, som falder uden for narrationens
fremadskriden såsom svælgen i vold, sex, nøgenhed, speciel effects,
følelsesnærbilleder og baggrundsmusik. Især komiske elementer fremhæver han som
havende tendens til at modarbejde narrativet og stoppe den fremadskridende
hypotesedannelse, selvom komiske elementer indgår i en overordnet problemstyret
narrativ fremdrift. Han siger, at det absurde, overraskende, forvirrende nærmere peger
bagud end fremad. Vi må således ofte suspendere vores kausale styring til fordel for
gentagelser og omvæltninger, der ikke peger fremad. Eitzen anskuer latteren som
emotionelt pay-off i forhold til ubehagelige og overskridende situationer som flovhed,
smerte, fare. I disse stop-situationer bliver tilskueren ifølge Eitzen tilbudt et
følelsesmæssigt kick i en sikker situation.
We laugh when we are embarrassed or when someone else is embarrassed.
Contrary to popular belief, Hollywood movies are not primarily about happy
endings; they are about just such emotionally charged personal and social
situations. They are about skirting or surviving a series of potential disasters.
16 Neale og Krutnik giver ikke helt slip på en ide om en formel narrativ definition af
komedien. De tager udgangspunkt i klassicismens store komedieteoretiker Evanthius,
der foreskriver en bestemt opbygning af komedien bestående af protasis, epistasis,
catastasis og catastrofe. I deres diskussion argumenterer de, at det komiske ikke ligger
i handlingens opbygning, da denne ikke skiller sig grundlæggende ud fra tragediens
og dramaets opbygning. De finder dog karakteristisk overraskende, unaturlige,
fantastiske elementer i overgangene mellem narrationernes hoveddele (Neale og
Krutnik 1990: 26).
17 Gerald Mast ser latter som essentielt, men det diskuteres ikke (Mast 1973: 26-7).
Hans opprioritering af komediekarakterernes overskridende potentiale tyder på, at det
essentielle ved latteren er dens samfundskritiske og omvæltende karakter.
101