1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 2 -
1. Indledning
Trediverfilmen præsenterer os for en hidtil uhørt kombination af stemmer, lyde og
musik, der kommer til udtryk i et virvar af eksempler. Skrivemaskinens klakken slår
tonen an i Tretten Aar. Sangstemmens mangfoldige muligheder kommer til os for fuld
udblæsning i Liva Weels overgearede Ih hvor jeg, uh hvor jeg, aah hvor jeg vil fra De
blaa Drenge. Stemmens og sprogets excentriciteter flyder af Bodil Ipsens latter og
Peter Malbergs dialekt i Bolettes Brudefærd. Grammofonen illustreres i Kidnapped
med et musikalsk parallelunivers af syngende børn, der med klokkelyse stemmer
synger Æh, bæh, buh, det er sjovt at være lille. Set og hørt med moderne ører kan den
store fokus på lyd næsten ikke undgå at virke overdrevet, omstændeligt og
distraherende. Skal Liva Weel skære sådan stemme? Er det ikke nok at høre telefonen
ringe, skal vi også partout se den? Hvad handler al den sang om? Hvorfor råbes,
hikkes og hulkes sangene? Skal musikken forestille baggrundsmusik - og hvis den
skal, er den så ikke meget lidt i baggrunden?
Tonefilmen inkarnerer en slående mediekonvergens. Den går i mange retninger og
peger på tonefilmens stadige behov for at afsøge forskellige sider af sin identitet.
Revykunstnere indtager filmene med overspil, direkte henvendelser og mest af alt
med musikperformance, der effektivt placerer filmene i relation til folkeligt teater.
Jazzorkestrenes grammofonmusik invaderer filmens mange landskabsmontager, der i
sig selv fungerer som motoriserede prospektkort.
Et markant karakteristikum ved filmene er, hvordan karakterer, miljøer, motiver
iscenesættes imod hinanden, således at der skabes overraskende betydninger og
sammenhænge. Denne modsatrettede iscenesættelse er ofte kombineret med
gammelkendte og forudsigelige komediemotiver. Igennem tilstedeværelsen af
uforligelige motiver fremstår filmene med en karakteristisk æstetisk sammensathed,
der synes at få oplevelsen til at bryde sammen, men som på en forunderlig måde
fungerer.
Før der opstilles en problemformulering, skal vi se nærmere på de tre forhold, som er
karakteristisk for af trediverfilmene: lyd, mediekonvergens og genre.
Lyd
Lyden er så markant i tredivernes danske tonefilm, at afhandlingen vil gå imod
billedets traditionelle forrang inden for filmvidenskaben og arbejde med lyden som
analytisk omdrejningspunkt. Billedsiden bliver som følge af dette fokus kun behandlet
i samhørighed med eller forlængelse af lyden.
Lydens kraft er hårdtslående både i sig selv og i relation til billedet. En central grund
er ifølge lydteotetikeren Walter Ong filmlydens ontologi. Han fremfører, at vi som
publikum ikke skal lave det samme afkodningsarbejde for at forstå og forholde os til
lyden, som vi skal til billedet. Den afspillede lyd er ikke til at skelne fra den
oprindelige lyd, men er som en klon, der under afspilningen genskabes i rummet
omkring os. Billedet er i modsætning hertil en illusion af rumlighed. Den genskabte
lyds høje virkelighedsstatus betyder, at lyden giver billedet et virkelighedsalibi af
kropslighed og nærvær, der hjælper med at kamuflere dens kopiidentitet. Ong kalder i
tråd med dette film uden lyd for ”media of absence”, mens han kalder film med lyd
for ”media of presence” (Ong 1967: 115).
Trediverfilmen iscenesætter sig tydeligt i forhold til lydfilmens tilstedeværelseskarakterisika.
Den er således optaget af at splejse lyde og deres kilder og at matche
stemmer og læber, båt og horn, ring og klokke. Matchningens lyd-billedredundans
2