1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 19 -
swing og hot, der er i trediverfilmene, så lider årtiet i hvert fald ikke af en
jazzforskrækkelse.
Den generelt stedmoderlige behandling af lyden betyder, at der ikke findes generelle
beskrivelser eller en systematisk gennemgang af filmlyd i årtiet. Det vil afhandlingen
råde bod på, og jeg kan allerede røbe, at de illustrerede sangtekster fra Barken
Margrethe, de to René Clair-scener fra 5 raske Piger og jazzmusikken fra Danmark
med god ret kan opfattes som inden for rammerne af årtiets lydstrategier.
Helt central i trediverfilmenes lyd er skuespillernes sang, sprog og stemmer. Liva
Weel, Marguerite Viby, Ib Schønberg, Carl Alstrup, Olga Svendsen, Bodil Ipsen,
Christian Arhoff og Osvald Helmuth er nogle af de skuespillere, hvis personligheder
er blevet dyrket både af publikum og kritikere gennem årtier, og flere af dem i en
grad, at de har opnået ikonstatus. Sangenes ikonstatus er ikke mindre slående. Årtiet
byder på et væld af sange, hvoraf flere har holdt deres klassikerstatus til i dag.
Hvorfor er Lykken saa lunefuld, Glemmer du, København, Der var engang, Titte til
hinanden, At elske er at leve, Vi har nok i Kærlighed, Ih hvor jeg, uh hvor jeg, aah
hvor jeg vil, Hot, Hot, Jeg har elsket dig, saalænge jeg kan mindes, Hen til
Kommoden og tilbage igen, Henne om Hjørnet, nede i Kælderen, Kammerat vær en
Mand.
Det skulle man tro ville regnes til filmenes fordele. Men her træder en strategi i kraft,
der isolerer performere og musik og den eventuelle kvalitet, de måtte medføre fra
resten af filmen. Olaf Fønss fremhæver i Danmark i Fest og Glæde Liva Weel og
Marguerite Viby efter en nærmest æreskrænkende nedrakning af filmene som helhed.
Naar denne Speculation [Filmenes Principløshed og daarlige Kvalitet]
desværre alt for godt lykkes, så skyldes det i første række alle de glimrende og
populære Skuespillere, den straalende fru Liva og den gnistrende talentfulde
Marguerite Viby f.eks., som med deres morsomme Spil og straalende Humør
er i Stand til at holde selv det værste Bras over Vandskorpen. (Fønss 1936:
304-5)
I denne kombination af gnavent og oprømt fra en af stumfilmtidens helt store ser vi en
balanceakt, der går ud på at få begreber som bras og spekulation til at gå sammen med
morsomt, gnistrende talentfuldt spil. Hos Erik Nørgård hører vi om Marguerite Viby,
Børge og Arvid Müller og Kai Normann Andersen:
hun var også en pige med en så stor personlighed og rytmesans, at hun helt
prægede sine film, blev en stil, og de bedste af hendes filmmelodier fra disse
år er aldrig gået af mode. Børge og Arvid Müllers ”Titte til hinanden” fra
”SKAL VI VÆDDE EN MILLION” (...) og Kai Norman Andersens og
Mogens Dams’”Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes” fra Emanuel
Gregers’ meget vellykkede ”MILLE, MARIE OG MIG” er f.eks. blevet
evergreens. (Nørgaard 1971: 144)
Nørgårds påskønnelse af Viby står side om side med hans kritik af danske film
(gengivet i forskningsoversigten), hvor det paradoksalt nok er Viby-filmen Skaf en
Sensation, der bliver brugt som prototype på en virkelighedsfjern og irrelevant dansk
trediverkomedie (Nørgaard 1971: 150). Der er en overtydelig ambivalens i denne
simultane nedrakning af filmen og påskønnelse af dens stjerner og komponister.
Jeg opfatter skuespillernes performance, personlighed og stil som nøgle til forståelsen
af filmene, og disse fænomener vil bliver behandlet som integrerede dele af filmene.
19