1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 27 -
har været umistelig for filmen. Diskussionen af lyrik vil kun beskæftige sig med den
auditive lyrik.
Jeg opfatter lyrikken som en kvalitet ved musik og lyde, der cuer tilskueren til at
opfatte filmens elementer i et associativt, ikke-kausalt perspektiv.
Heather Laing fremhæver, at vi i vores møde med musik til stadighed er influerede af
en romantisk tradition, der opfatter musikalsk lyrik som anknyttende sig direkte og
umedieret til den menneskelige følelsesverden. At musikken i modsætning til sproget
ikke har noget denotativt niveau synes at understrege denne tanke (Laing 2000: 6).
Simon Friths beskrivelse af lyrikken vægter dog også, at den kan have et
bevidsthedsgørende potentiale, idet den rokker ved vores kausalt dominerede
fortolkning af tiden.
Jeg vil bruge Friths begreber indre og ydre tid til at beskrive lyrikken. Musikkens
ydre tid er den tid, den tager at spille (Frith 1996: 145ff). I filmen fungerer den
sammen med handlingsmæssige tidsforløb, som den kan underlægge sig. Musikken
har derudover en indre tid, repræsenteret af dens tonalitet, harmonier, temaer og
dynamik. Den indre tid arbejder på tværs af de tidsforløb, som den i det hele taget
kommer i forbindelse med, inklusive sin egen ydre tid.
Musikkens indre tid kan vende vores tidsopfattelse på hovedet og få os til at opleve
tiden og dens forløb på en helt anden måde. Dette skaber en karakteristisk
drømmeagtig oplevelse, som vi blandt andet oplever i stumfilm.
2.3 Sammensat lyrik
I stumfilmen var stemmer og lyde lyrificerede af den akkompagnerede musiks
instrumenter, der også gjorde det ud for dem (det samme gælder stumfilmens
musikalske tolkning af stumme fænomener som bevægelser, følelser og stemninger).
I modsætning til stumfilmens eksklusive musikalske lydbillede etableres tonefilmens
lyrik i samklang mellem musik og virkelige stemmer og lyde.
Selvom stemmer og lyde har lyrisk potentiale i deres klange og rytme, er vi mest vant
til at forholde os til dem i forhold til deres denotative eller funktionelle betydninger.
I mødet mellem musik, stemmer og lyde forekommer der gensidige afsmitninger.
Musikken inddrager lyde og stemmer og udæsker deres lyrisk potentiale - eller
stilheden kan lade sprog og lyde tale for sig selv. Jeg vil her demonstrere bredden af
de lyriske variationsmuligheder i tonefilmen. Tonefilmsmusikkens lyriske
variationsmuligheder kan skitseres ved at se på tre parametre:
1) Samspillet mellem musik og lyde: Eksisterer musikken alene eller i
samhørighed med lyde og/eller stemmer?
2a) Musikkens hørbare rolle: er musikken i forgrunden, blander den sig uden
at være uhørbar eller fremhævet?
2b) Musikken synlige rolle: Er filmens visuelle side sat i scene i følge
musikkens rytme, meloditemaer og harmonier?
3) Musikkens kilde? Hører den til i eller uden for diegesen?
Musikkens og lydenes lyriske potentiale kan beskrives ved at omsætte svarene på
disse spørgsmål i konkrete musikstrategier. Afhandlingen opstiller fire
musikstrategier for tredivertonefilmens ikke-diegetiske musik; baggrundsmusik,
27