1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 134 -
markant symbolsk potentiale. Det er decideret svært at finde trediverkomedier, hvor
overvindelse af klasseskel repræsenteret ved et ungt pars kærlighed ikke er til stede. I
Nyhavn 17 repræsenterer Rolf og Primula (Sigfred Johansen og Karina Bell)
henholdsvis over- og arbejderklasse, og det er deres kærlighed, der er skyld i, at
klasserne mødes i filmens slutning. Parrets private og symbolske sammenkomst
iscenesættes karakteristisk nok ikke af dem, men af Frederik Jensens direktør. Selv de
unges kærlighedssang Hele Verden sider to og to i Reden bliver overtaget af andre og
brugt til at beskrive meget andet end kærlighed. På denne konto synger Frederik
Jensens direktør den i en fuldemandsduet med Rasmus Christensens bartender over et
spil billard med vrøvleteksten ”Hele Verden støder to og to til Kuglen”. I filmens
afslutningsscene synger Nyhavns unger sangen som en fejring af alle klassers møde i
Nyhavn 17.
Det er de unges forlovelse, men de unge elskende står bare og ser tavse til (ill.). Det
romantiske pars spinkle dominans betyder, at komedien åbner plads for en række
andre karakterer, handlinger og motiver, som vi kan engagere os i. Her er det meget
åbenlyst Frederik Jensens joviale direktør, der styrer løjerne og Mathilde Nielsens
overklassefrue, hvis arrigskab på en forunderlig måde gør det hele meget mere
festligt.
Smertepunkter
Parrets spinkle dominans og deres forudsigelige sammenkomst gør det muligt at se de
lykkelige slutninger som vehikler for mindre forløselige elementer. I Der var engang
en Vicevært er der indtil flere unge par, der får hinanden, ligesom der er klassemæssig
sammenkomst. Alligevel skuffes vores vicevært Christensen (Osvald Helmuth) fælt,
da hans protegé (Inger Stender) proklamerer sin forlovelse med en anden. Hun har
altid været hans specielle ansvar, han reddede hende fra at tage gas, forsvarede hende
over for den fæle husvært og placerede hende i pleje hos sin tante, så hun kunne
komme sig oven på sin sygdom. Hun var lige det, han manglede for at fuldende hans
lille familie, bestående af ham og plejedatteren Connie, som han står og krammer i
filmens slutbillede. I Saa til Søs forløses kærlighed/klassekonflikten i den fattige
toldbetjents (Edgar Hansen) forlovelse med direktørdatteren Edith (Katy Valentin).
Uden for ligningen står dog Sus (Marguerite Viby), der må se sig forbigået. Tidligere
i filmen bliver hendes hjertesorg udpenslet under hans serenade til Edith, Spørg mine
Stjerner. Scenen viser os både, hvordan hans sang virker med en sært fængende
kropslighed på Edith, og hvordan den går lige i blodet på Sus (dvd 66). I Kidnapped
må Basse træde til side for kærligheden mellem iskagepigen (Aase Madsen) og
millionæren (Eigil Reimers). I slutningen sidder han i sin kran med en tåre i øjet,
mens de sejler af sted til Amerika med lille Connie.
Ældre par
Igennem det unge pars spinkle dominans bliver en række ældre par også tydelige. Hos
de ældre behandles pardannelse meget mere pragmatisk, og pardannelsens symbolske
dimension er som følge heraf ikke til stede. Det kan både være sjovt, rørende og
meget fængende.
I Bolettes Brudefærd splejses Morten Putkræmmer (Peter Malberg) og Bolette (Bodil
Ipsen) sammen, og i Rasmines Bryllup er det Rasmine og Mummesen, der splejses
sammen. I begge tilfælde ligger meget pragmatiske årsager til grund for
sammenkomsten, og den er orkestreret som en intrige, der er iscenesat af andre. Hvad
enten der er elskværdige motiver bagved som i Rasmines Bryllup eller uærlige som i
Bolettes Brudefærd, så ender det til alles tilfredsstillelse. Og i begge film er der en
134