1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 108 -
sættes i værk via sproget. Bakhtin hævder, at talesproget aldrig er neutralt, men at
ordene altid er beboet af andres stemmer og holdninger. Sprogets bi-vokalitet har ved
siden af sin saglige denotation markante værdiladede konnotationer, og således
mærker man i romanen et virvar af ladede diskurser (Baktin 1981: 47).
Bakhtin afviser både teater og film som grundlæggende udialogiske genrer, da deres
princip er helt styret at en forfatterintention. Ole Thomsen opfatter dette, som om
Bakhtin diskvalificerer sig fra at tale om komedie som dramatik (se Thomsen 1986:
44-45).
David Sutton anfører ikke dette som et problem, når han direkte ovefører Bakhtins
begreber til komedie, som han karakteriserer ved at indeholde mange forskellige
generiske impulser, der skaber en karakteristisk flerstemmighed:
It is useful to imagine comedy as in some sense polyglottal and multivocal,
able to ”speak” a number of generic languages and articulate diverse generic
codes. (Sutton 2000: 31).
Senere opstilller Sutton bi-vokalitet i centrum af sin forståelse af komedie (og i
engelsk trediverkomedie i særdeleshed) sammen med Bakhtins tanker om den
karnevalske latter:
One could make a good case, therefore, for comedy being the dialogical mode
par exellence, since in comedy it is overwhelmingly clear that language is a
great deal of the time presented as quite specifically bounded, delimited, and
relative; presented, as it were, in quotation marks (Sutton 2000: 35)
Sutton ser i Bakhtin et markant politisk potentiale, og han arbejder med en markant
ideologisk tilskuerposition, idet han forklarer engagementet i engelsk
trediverkomedie. Her taler han med udgangspunkt i filmenes direkte kontakt:
Such strategies, while perhaps distancing comedy from more typical
mainstream film narratives, do not distance it from its audience, only from the
aesthetic preferences in historically dominant discourses. (Sutton 2000: 29)
Komediens noget entydig politiske potentiale og dagsorden synes at modsiges, når
Bakhtin selv fremfører bi-vokalitetens lave grad af ideologisk stringens.
Næste teoretiker lader aldrig ideologiske tolkninger løbe af med sig. Jens Kruuse er
godt placeret i en verden af tekst og henvisninger, hvori han gebærder sig suverænt.
9.6 Fiktionsironier
Jens Kruuses Holbergs Maske er en monografi om Holbergs komedier, hvor det
erklærede mål er at læse dem som kunstværker udtrykkende en livsholdning (Kruuse
1965: 237). Titlen går direkte på den dobbelthed, som han opfatter som det centrale i
komedierne: Maske-virkelighedsdialektikken mellem karakterer og roller, fiktion og
virkelighed og forfatter og værk. Bogen udæsker nok en specifik livsvision, men
samtidig ligger der i analyserne af fiktionsironien nøgleelementer til en mere generel
genrevision. Kruuse sætter igen og igen komediernes fiktionsironi i forhold til
brudflader. Her analyseres komediernes figurer i forhold til en uendelig teatervirkeligheds-problematik.
108