1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 136 -
I løbet af den betagende talestrøm, Bolette lægger for dagen, går det op for os, at den
vison, hun opruller er visionen af hende selv. Det er hende, der er den gamle original,
hvis primære livsindhold er kanariefulg og radiser. Scenen mere end antyder, at
hendes sår aldrig læges helt.
Denne smerte er tidligere i filmen kommet til udtryk helt anderledes i en poetiskmelankolsk
udgave, da Bolette i Der var engang synger om en kærlighed, der aldrig
blev. I nummeret tolker Bolette resigneret sin egen ømhedstrang, idet hun
sammenligner med de unges kærlighed. Frasen ”der var engang” er en banal
datidsmarkering, som kommer til at indeholde minderne om en strandet elskov. Det er
et studie i smuk smertelighed, når hun i de sidste strofer ikke kan give slip på ”der var
engang”, selvom det må være ved at være slut med det.
Solen gaar ned, elskende Par
Vandrer forsigtigt deres dunkle Vej
Sødt Haand i Haand, ak ja, der var
ogsaa engang, da der var Bud til mig
(...)
Der var engang jeg elsked’ en
Han kaldte mig sin Øjesten
Nu ligger tit jeg Natten lang
Og tænker paa ”der var engang”
Der var engang jeg troede paa
at elsker man, saa vil man faa
Nu visner snart min Ømhedstrang
alligevel ”der var engang”
Bolettes Brudefærd viser sin titelfigurs smerte i flere forskellige udgaver fra de grelle
til de lyriske. Dette foregår i tæt samkørsel med en stereotyp og symbolsk fortælling
om ung kærlighed, der bliver sikret.
Filmene fortæller ikke sjældent om tidligere generationers kærlighed, der på grund af
klasseskel ikke kunne blive, men som nu er mulig for de unge. De ældres strandede
pardannelser er ikke sjældent fremstillet som den direkte grund til, at de unge ikke
kan få hinanden.
I Livet paa Hegnsgaard fik Per Søwren (Axel Frische) og gårdejerkonen (Willy Bille)
aldrig hinanden. Klassekonflikten, der forhindrede dem i at få hinanden, spejles i Visti
og Trines (Carl Heger og Karin Nellemose) problemer.
En uforløst kærlighed ligger som eksplicit eller underforstået basis for flere af senexrollerne,
der spiller af Frederik Jensen, Johannes Meyer, Sigurd Langberg og altså i
Mads Nielsens gårdejer i Bolettes Brudefærd. Ligeledes fremstilles de snobbede fruer
som havende en romantisk mangel, der får dem til at bruge energi på at adskille de
rette og splejse de forkerte. Det er roller, der spilles af Agnes Rehni i en besk, ond
stedmoragtig udgave og Maria Garland i en sprudlende distræt ditto.
Olga Svendsens figurer er garant for andres lykke på baggrund af sine egne tab. Hun
spiller i trediverne en række moderlige roller, hvor hun trøster trætte børn, piger i
uføre, knægtede ægtemænd og frustrerede fruer og favner dem med sin store krop. I
Provinsen kalder --! er hendes empati baseret på de tab, hun selv har lidt, som hun
siger til den nybagte far (Ebbe Rode) om et barn uden for ægteskab ”En har jo selv
haft saadan en lille en”. I Københavnere spiller hun kogekonen Olivia Svanholm og
136