1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

Det samme djærve Sømandssind
som sejlede i Saga ind
og maanne Kampen raade
Kors for den Danske Flaade
Flaadesangen er nyskrevet men i bedste nationalromantiske tradition med tekst af
Axel Juel. Den signalerer tradition og har tydeligvis som funktion at knytte filmens
matroser til en glorværdig og national fortid. Flaadens blaa Matroser gør sig ingen
dramaturgiske anstrengelser for at camouflere grænserne mellem gammelt og nyt.
Således følger lige efter radiotelegrafist Hjalmar Olsens (Ib Schønberg) noget mere
løsslupne samtale med en dreng, der er ude med sin lejetøjsbåd:
- 49 -
Det er rigtig, saadan skal en rask Dreng være, direkte Efterkommer af de
gamle Vikinger, Tordenskjold og Skipper Skræk – du faar en Toøre. Skidt, det
er sidste Dag i Landet, du faar en Femøre – store Forhold, brillante Tider!
En lignende sammensætning findes i Barken Margrethe, hvor moderne og talerette
fjollesange som Det er sjovt, hvad du fortæller, men ih hvor er det Løgn optræder side
om side med mandekorets afsyngning af Vi kalder dig Danmark og Der er et yndigt
Land.
I nogle få film lever tradition og modernitet ikke helt så fredfyldt side om side. I De
blaa Drenge gøres der tykt grin med teatertruppens støvede version af Drachmanns
Der var engang, inklusive scenen og salens afsluttende afsyngning af Vi elsker vort
Land. I modsætning hertil fremhæver filmen den unge komponists operette De blaa
Drenge som lige i øjet med talerette numre som Kammerat, vær en Mand, Ih hvor jeg,
uh hvor jeg, aah hvor jeg vil og To.
Også Københavnere har riven ude efter traditionen, hvilket behandles senere i
kapitlet. Med en så tydelig adressat i nedgørelsen af det gammeldags repræsenterer de
to film dog undtagelsen.
4.6 Dialekter - Kom mi bette Kipkal
Film, der foregår i provinsen og særligt i Jylland, får et gennembrud midt i årtiet med
den dialektale bredde i dansk film, der udpeger og understreger stemmens geografiske
og kulturelle tilhørsforhold. Der kan peges på Livet paa Hegnsgaard, Blaavand melder
Storm, Den kloge Mand, Bolettes Brudefærd, Komtessen på Stenholt og Den gamle
Præst. Filmene har helt fra starten været rundt om i landet, men her har provinsen
først og fremmest været en kulisse for københavnerier. En markant undtagelse er Saa
til Søs fra 1933, der foregår i et lille fiskerleje, som filmen præsenterer med vægt på
det danske ”Selv om vi ikke har været der, kender vi dog alle ”Fjordby” – det lille,
danske Fiskerleje.”
Livet paa Hegnsgaard er en filmatisering af Jeppe Aakjærs roman af samme navn.
Holger Reenberg spiller Hegngaardens ejer, den stædige Wolle Rævsgaard, der ikke
vil have, at hans datter, Trine (Karin Nellemose), gifter sig med karlen Visti (Karl
Heger), der kommer fra små kår. Den omrejsende spillemand, Per Søwren (Axel
Frische), der i sin ungdom mistede sin kæreste til Wolle, hjælper de to unge til at få
hinanden.
Jeppe Aakjærs fire absolut populæreste sange optræder i filmen som musiknumre. Jeg
er Havren synges af Trine, Alle mine Længsler af Trine og Visti og Jens Vejmand af
spillemand Per. Disse tre fremføres på tydeligt artikuleret vestjysk, der gør det
dialektale tilgængeligt. Tilgængeligheden understreges samtidig af kommunikativt
49