1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 80 -
ekkoer i musikken og stemmen. Han opstiller begrebet le grain som destillatet eller
ekko af den syngende krop. Til denne grain forholder lytteren sig erotisk eller
lystbetonet (Barthes 1981; Lønstrup 2004: 198-9). Han argumenterer, at vi tiltrækkes
af kroppens spor i musikken, fordi vi er vant til at mærke lyde i vores egen krop (Frith
1996: 192). Det erotiske forhold til kroppens lyde ligge også til grund for
Michel Poizats arbejde med skriget som den største overskridelse inden for operasang.
For det første ligger der en destruktion af sprogets betydningsdannelse, idet al
semantisk betydning bliver fuldstændigt fortrængt. For det andet nedbrydes sangen,
når skriget modsætter sig normer om rim, rytme og metrik. Sammenbrudets
handlingsmæssige kontekst er her smerte og død, men altså også potentielt
tiltrækkende, hvor vild, uhyggelig eller voldsom den end er.
Det er afhandlinges holdning, at årtiets lydfascination beror på mediets nyvundne
muligheder. Tredivernes mange råbesange og andre numre, hvor kroppen står tydeligt
frem, kan dog samtidig forstås via vores ”erotiske forhold” til kroppens lyde.
Marguerite Vibys hulkende udgave af At elske er at leve og Frederik Jensens
fuldemandsversion af samme sang i Skal vi vædde en Million -? er klokkeklare
eksempler på fascinationen af stemmens kropslige dimensioner (dvd 38-39). Sangene
inkluderer en uartikuleret artikulerethed med en række ustyrlige kropslige lyde.
Melodiøsiteten, rytmen og teksten indgår i et systematisk samarbejde med kroppes hik
og hulk. På den ene side synes sangene at være truet med sammenbrud, på den anden
side får de tilføjet en markant kropslighed for ikke at tale om en kropslig lyrik.
I hovedpartenparten af tredivernes musiknumre fungerer stemmens kropslighed i
samspil med en visuel kontakt for at skabe en kraftfuld illusion af kropslighed. Et
voldsomt eksempel er Osvalds Helmuths socialt indignerede Henne om Hjørnet fra
Cirkusrevyen. Helmuth står i halvnær og stirrer intenst i kameraet, mens han synger.
Ordene binder i halsen på ham. Han er så bevæget, at han kun svært kan holde tone og
takt. Det er et på en gang sentimentalt og aggressivt billede af kropslig sammenbrud
og styrke.
Lystbetonet kropslighed kommer til fuldt udtryk i råbesangen Hissa hussa hejsa-sa
fra Københavnere, hvor tre friske fyre, spillet af Alex Suhr, Arthur Jensen, Erling
Schrøder, tager gas på den gammeldags opstyltede danske sangskat og efterlyser
”Negerhyl og Jazzakkord” (dvd 41). Sangens råbte titellinje står i voldsom kontrast til
de højstemte, lyriske klassikere, Flyv Fugl, flyv og Det er saa yndigt at følges ad, som
de gør grin med i sangen. De jazzgale børn og kokkens råbeoptræden i Med fuld
Musik er tydelige eksempler på musikalsk modtagelige karakterer (dvd 42).
I en række numre afsøges sproget i grænselandet mellem betydning og lyde. Det
skaber en legende betydning, der signaleres ved de blotte titler: Hvis ikke jeg sku’ ku’,
hvem sku’ saa ku’ ku’? fra Kidnapped, Naa da da, novra fra Plat eller Krone og Jup
da da fra De tre maaske fire. På den ene side har refrainlinjerne en semantisk
betydning, på den anden side er de besnærende tæt på at være betydningsløs leg med
effektfuldt sammensatte lyde. Dette får vi en ekstrem smagsprøve på i København,
Kalundborg og ?, hvor Roy Fox-sangerinden Peggy har svært ved at gennemføre
vrøvlesangen Louisiana af bar grin, fordi hun distraheres af bandmedlemmerne, der
laver spas med deres stemmer (dvd 40). Sangene afprøver grænserne for musikkens
lyrik, ligesom de etablerer en kraftfuld og spontan hverdagserfaring og vidner om
filmens sans for hørbar kropslighed.
6.6 Moderne kropslighed - Det allerhotteste hotte
30’-jazzens liv, glæde og rytme opstår og eksisterer i tæt samhørighed med
kropsbevægelse. I jazz og swing kan musikkens kropslighed aflæses med øje og øre.
80