1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 142 -
sker, vises Lasse og Basses privilegerede adgang til fortællingen ved, at disse
elementer fremstår som iscenesatte af dem. Da de således har set Juliane kysse den
smukke tolder (Lau Lauritzen, Jr.), kigger Lasse og Basse ud til os og proklamerer, at
det var slut på første akt. Herpå er indsat en lodret wipe-teknik, der kommer fra
siderne og mødes på midten som et teatertæppe, der trækkes for (dvd 63). De ironiske
forhold, at Lasse og Basse via filmstilen kan iscenesætte virkeligheden placeres i en
endnu dybere ironi, da første akt i deres manuskript stemmer overens med denne films
første akt: Der er gået femogtredive minutter da, dramatis personae -
filmsjournalisterne, filmsdirektøren, toldere, smuglere, en frisk arving og en ond
fisker cum stakkels plejedatter er præsenteret, ligesom konflikten er blevet etableret. I
slutningen giver de den nu adopterede plejedatter (Connie Meiling) lov til at
bestemme, hvordan filmen skal slutte, og hun synes, at den ”skal ende med denne her,
Hvad er det med Juliane”, hvorpå hele banden giver den med Juliane-nummeret (dvd
64).
Filmens mest ekstreme eksempel på opfunden handling sker, efter at Lasse og Basse
er blevet taget til fange af smuglere og anbragt på en bøje i Østersøen. Her gør de
status for handlingen indtil nu og bliver enige om, at der mangler et sangnummer. De
påbegynder Uhuuu-uhuuu-sangen, og op af dybet stiger et havfruekor, der, anført af
Olga Svendsens overhavfrue, synger med på sangen (dvd 65). Udover filmens interne
leg med fiktioner, serveres der nu markeret citatkunst, idet nummeret både sender
henvisninger til Olga Svendsens rolle som ødronning i Styrmand Karlsens Flammer
og til Busby Berkelys By a Waterfall-koreografi i Footlight Parade.
11.5 Slutningens scener
Scenen som motiv fremhæves ofte meget markant i filmens slutninger, og her
etableres en logik, hvor karaktererne markerer sig som spillere ved tydeligt at
anerkende os som publikum. Scenemotivet er en meget tydelig måde at markere
simpliciteten i kærligheden og den lykkelige slutning, samtidig med at scenerne
fungerer til sætte motiverne i legende spil. Der bukkes og vinkes fra konkrete scener i
slutningerne i København, Kalundborg og ?, Cirkusrevyen og Cocktail.
Hverdagens lokaliteter omskabes til en sceneagtig størrelse i Nyhavn 17, Skaf en
Sensation, Panserbasse og Mille, Marie og mig. En leg med scener og roller ses i
slutningen af Der var engang en Vicevært, De blaa Drenge, Plat eller Krone,
Snushanerne, En lille Tilfældighed og Champagnegaloppen. På forskellige måder
markerer rollerne kontakten til os ved at ende på scener eller på anden måde at
markere deres fiktionalitet. Direktør Hallers karakterspring fra skurk til skat i Der var
engang en Vicevært er beskrevet tidligere.
Samme spring forekommer i De blaa Drenge. Obersten (Johannes Meyer) har låst sin
datter (Karen Lykkehus) inde, så hun ikke kan optræde i militæroperetten De blaa
Drenge. Teaterdirektøren Sylvia Grøn (Liva Weel) bruger som modtræk sit
scenekostume som general til at befri pigen, så hun kan optræde.
Nu er det oberstens tur til at indtage teaterfiktionen, men han bliver tilsyneladende
bevæget af situationen og falder Sylvia om halsen. Deres sammenkomst forekommer
noget pludselig, men teaterets udklædninger og tæpper synes at indbyde til
karakterskift. Det skæve i deres sammenkomst understreges i visionen af generalen og
obersten, der kysses (ill.).
142