1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 107 -
Dette modsvares af en tilskuerposition, der skal kunne udvide sin æstetiske horisont
og få modsætningerne til at fungere. Hos Thomsen er denne position opstillet i W.-D.
Stempels talehandlingsmodel over ironien.
Peter Christensen lægger i sin holbergafhandling Lys og Mørke ligeledes vægt på, at
komediens tilskuer kan holde sammen på komediens brokker. Tilskuerens fatteevne
viser sig hele tiden at kunne udvide sig i stadigt overraskende retninger.
Christensen opfatter det bevidsthedsmæssige potentiale i illusionsteateret (komediens
modsætning) på denne måde:
scenens rum og handling var identisk med komediens højeste bevidsthedsrum:
personer uden for scenen har ingen bevidsthed om, hvad der sker inde på
scenen; og hvis en person kommer ind på scenen, er det udelukkende
motiveret af og med hensigt på, hvad der sker derinde (Christensen 1995:
126).
Han beskriver til gengæld komedien som et bevidsthedsrum, der er større end scenens
rum og handling, idet den vokser ved hvert illusionsbrud:
Men man vinder ved at lægge en anden – modsat – betydning til: ethvert brud
på denne identitet bliver til et tilskud til den sceniske logik, og bliver derved til
en del af komediens samlede bevidsthedsform.(Christensen 1995: 126).
Denne brudflade-forståelse af komedien lægger vægt på kontekstualiseringen af
komediens elementer frem for bestemte elementer, som den skal indeholde. De
tillader os samtidig at arbejde med det forhold, at komedier kan være meget
forskellige.
Der er en stærk spænding mellem på den ene side komediens ironiske strategi og dens
evne til at fortælle, så det fænger. For mens vi bevæger os fra A til Å i en historie,
sander vi, at elementerne i processen spiller et spil, hvor udklædninger og genbrug
dominerer. Man sidder med den paradoksale fornemmelse af, at der er sket en hel
masse, samtidig med at vi har set det hele før. Thomsen fremfører, at denne
genkendelse ikke medfører en følelsesmæssig distancering. Komediens ironiske
kombinatorik har til formål at fænge os. Dette skabes ifølge Thomsen ved at
komedien åbenbart siger:
jeg er lavet, lavet af nogle gamle travere og usandsynlige sammenfald. Men
dette signalerer komedien sejrsbevidst og i den hensigt at få publikum med på
sin historie (den gamle, den usandsynlige). Engagement og ikke distance er
fiktionsironiens formål. (Thomsen, s. 239)
Engagementet fra tilskuerens side over for dette åbenlyse genbrug repræsenterer en
interessant problemstilling, som vi kommer tilbage til.
Thomsens citatkunst er beslægtet med Bakhtin-begreberne dialogisme og bi-vokalitet.
Mihail Baktins kendteste litterære studieområder er Rabelais og Dostojevskijs’
romaner. Romaner, og i særdeles dem, der er skrevet i ideologisk ustabile perioder,
fremhæver han som havende en unik kraft, der har en åbenhed, samtidighed
flertydighed i natur og i forhold til det hverdagsagtige. Romanens kraft er i høj grad
knyttet til de lavere klassers latterkultur (Bakhtin 1981: 5). Alle disse karakteristika
107