1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 149 -
Modstanderstatussen hos den gamle Løwe er decideret svagere end hos en figur som
Mikkelsen, da Løwe er på det elskende pars side. Ikke desto mindre er det hans
særheder, der er plottes igangsætter, og det er hans ideosynkrasi, der ændrer verden.
Filmen ender med, at den stolte farfar med søn og svigerdatter stolt er henne at vise de
nyfødte tvillinger frem for Nilguden (ill.). Hans succesfulde ændring af verden består
ikke kun i at have fået børnebørn. Verden er også skabt i hans fjollede billede, hvilket
bliver tydeligt i sidste scene. De handlinger, der blev udstillet som ideosynkratiske i
starten, optræder her som normal skik og brug. Gamle Løwe letter så overbevisende
på hatten for statuen, at også unge Løwe finder det passende at hilse.
I 5 raske Piger er han godsejeren, der pludselig får at vide, at han har fem voksne
børnebørn. Han iscenesætter en intrige for at finde ud af, om de fem i virkeligheden er
dem, de giver sig ud for at være, og om de er til at stole på. Han overvindes hurtigt af
pigerne og ender med at stå på deres side mod et par degenererede slægtninge.
Godsejeren muliggør filmens sluttelige femdobbelte bryllup og pigernes optagelse i
familien (ill.), og det repræsenterer en heling af det familiære brud, som godsejeren
selv var ansvarlig for.
I Nyhavn 17 inkarnerer Frederik Jensen i bogstaveligste forstands filmens konflikt,
idet han har skaffet sig for mange arvinger på halsen. I sin ungdom fik han en datter
med pigen i Nyhavn, og senere fik han fin familie i Hellerup. Skæbnen vil, at hans
uægte datter bliver forelsket i den samme mand, som hans ægte datter er forlovet med,
og direktøren må nu kaste sig ind i intrigerne for at redde situationen. Det gør han
først og fremmest ved at gå fra at være en hård arbejdsgiver til at genfinde sit joviale
sindelag. Dette inkluderer en del ukonventionel opførsel, der blandt andet opleves i to
af hans numre Tak for forleden og fuldemandsnummeret Hele Verden støder to og to
til Kuglen. Hele København ender med at mødes i Nyhavn 17, hvor han styrer løjerne
som en folkelig patriark, mens Nyhavns unger synger Hele verden sidder to og to i
Reden. Scenen lægger tydeligt op til et billede af Jensen som en københavnerpatriark,
der holder alle stadens klasser i sin favn.
Samme symbolkvalitet kan ses i Olga Svendsens altopofrende moder, Olivia
Svanholm i Københavnere, der kan ses som en udelukkende positiv klassicistisk figur.
Hun huser både sin egen lille familie og et par arbejdsløse. Samtidig brødføder hun
høj og lav i sin egenskab af kogekone. Hendes favn er stor, og ved hendes
overdimensionerede bryst søger alt fra arbejdsløse til uægte børn til direktører og
overklassefruer trøst. Nominelt er hun en fattigt kogekone midt i en familiekrise, men
filmens arbejde med hende iscenesætter hende samtidig som en frodig og givende
Moder København. Dette er tydeligt i filmens slutning, der er beskrevet tidligere, hvor
Olivia proklamerer, at hun kan favne hele København. Rollen har fra start til slut en
overdreven storhed og godhed, der bliver modstillet forskellige former for savn eller
mangler, og man kan argumentere, at der i den lange række af konkrete og abstrakte
favntag skabes en æstetisk og tematisk afprøvning af figuren.
I Genboerne og Det begyndte ombord er bejlerrollen blevet forstørret og ophævet til
en figur, der markerer en klassicistisk storhed. I begge tilfælde er bejlerne latterlige,
selvoptagede og egoistiske i en overdrevet tydelig grad. I Det begyndte ombord spiller
Peter Malberg den celebre forfatter, Peter Strøm. Hans stiliserede makeup og de
tegneserieagtige briller står i stærk kontrast til det mere tidstypiske udseende hos hans
drønsmarte forlovede (Gull-Maj Norin) og journalisten (Henrik Bentzon). Strøms
latterlighed beskrives udførligt, da han tidligt i filmen viser billeder af sig selv til Else.
Samtidig med at han udstiller sin egen selvglæde, udstiller filmen ham i de absurde
sidestillinger i Hollywood med Carl Brisson og i Det hvide hus. Han udleveres fra
149