1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

plotopsummerende og sociologiske funktioner står festligheden med et markant
æstetisk og diskursivt karakteristikum.
- 140 -
11.4 Scener, fiktioner og iscenesættelse
I Odds 777 vinder kogekonen Hansy (Liva Weel) penge, som hun bruger til at holde
ferie som konsulinde på et fint hotel. Her forelsker hun sig i en greve (Emanuel
Gregers). Hun opgiver dog forelskelsen, da hun ikke tror, at han kan elske hende, som
hun er, og tager et job som bakkesangerinde. Sandheden om Hansys identitet afsløres,
da greven genkender hende som en af Bakkens Hviles syngepiger. Genkendelsens
potentielt ganske enkle plotelement får en ironisk kant, idet den lader sandheden blive
afsløret på en scene.
I Fem raske Piger forekommer den endelige konfliktforløsning blandt kulisser og
scenetæpper på det sommerteater, hvor de fem From Sisters optræder.
Det er ganske normalt, at filmene markerer et meget let forhold til deres egen fiktion,
men i en række film gøres denne fiktionsmarkering til en central pointe.
I ovennævnte film er der kontrol over ironierne, i den forstand, at de stadig kan påstås
at underbygge en handling og tematik, der er forbundet med den.
I andre film er referencelegen sat så systematisk i værk, at det peger utvetydigt på
værkernes egen fiktion.
Teater, iscensættelse og scenen som motiv er allerede blevet fremhævet, og særligt i
analysen af Der var engang en Vicevært. Det blev vist, at inddragelse af teater- og
filmscener i filmene skaber en karakteristisk tvetydighed, idet indbyrdes spejlinger
giver en ironisk iscenesættelse af filmens elementer.
I Lynet er den ironiske tveydighed sikret ved at lade handlingen foregår i og omkring
en filmindspilning. Den arbejdsløse provinsskuespiller Poul Quist (Peter Malberg)
klæder sig ud som den legendariske juveltyv, Lynet, for at få rollen som selv samme
Lynet i et kriminallystspil. Alle tror, at han er Lynet, indtil den virkelige juveltyv
dukker op til allersidst. Handlingen er ingenting, men spejlingernes legende ironier
giver fabulerende udviklingsmuligheder. Ironien forøges i øvrigt betydeligt ved, at
publikum ikke er klar over om, hvem der er den rigtige Lynet, og at Peter Malberg
også spiller den virkelige forbryder.
Iscenesættelse i iscenesættelse: Plat eller Krone.
Plat eller Krone etablerer en tydelig maske-tematik ved at henvise til andre fiktioner
og til sine spilleres fiktionalitet. Denne intertekstualitet er også tydeligt til stede i
starten, hvor vi ser en dukketeaterudgave af fortæppet til det Kongelige Teater. Da
tæppet går, udspilles en scene fra Carit Etlars roman Gøngehøvdingen med unge Erik
140