1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 163 -
Den samme variation af sangnumres stil, der illustrerer bredden i hendes talent, finder
man i hendes øvrige trediverfilm, Odds 777, Frk. Møllers Jubilæum og Under Byens
Tage. I opbygningen af Helmuths roller er det karakteristisk, hvordan de er placeret
sammen med publikummer, der er begejstret for ham.
Publikum i biografen og i butikken: Osvald Helmuth: En fuldendt Gentleman
I første scene af En fuldendt Gentleman synger Osvald Helmuth som spækhøker
Mortensen Den har en mægtig Fremtid for sig. Han giver os smagsprøver på fjollede
ting, man kan spise, alt imens han skærer og hakker på livet løs. Selvom figuren er
placeret i kostume og omgivet af sit daglige arbejde, er hans optræden i halvnær
frontal opstilling med direkte øjenkontakt og gestikuleren til kameraet udtryk for ren
performance. Fra starten etableres rollen som bestående af halv Osvald og halv
spækhøker. Da sangen er færdig, afbrydes den direkte kontakt til os af fire begejstrede
kunder, der slet ikke kan holde op med at klappe. Denne utvetydige performance er så
åbenlyst et brud men markerer, at der er en direkte forbindelse mellem rolle og
performer og publikum i salen og i slagterbutikken.
Osvald Helmuth optræder i Den mandlige Husassistent med tre forskellige
sangfremføreslser, der viser performerens bredde både i sangstil og performance. Igen
lægges der vægt på, hvordan et publikum i diegesen påvirkes af hans sang, og det er
tre meget forskellige publikumsgrupper. Han synger jovialt, stærkt og taleret i Klem
saa paa, hæng saa i til arbejderne, der bygger hans hotel, og han griner og
drikker med dem efter sangen. I den dramatiske, rytmiske og melodiske En
Sang for dig alene ser vi, hvordan hans intense sang inspirerer de unge
elskende til meget kropslig kontakt, og med diseur-sangen Kys mig godnat
fremsiges den melankolske vuggevise, der beroliger skilsmissebarnet og luller hende i
søvn (dvd 35-37).
I isolerede sceneoptrædender iscenesætter tredivernes film gæstestjerner med en
æstetisk og diskursiv logik, der stikker af fra fiktionen. Lulu Ziegler og Sigfred
Pedersens gæstestjerneoptrædener i Der var engang en Vicevært er tydelige eksempler
herpå. Lulu Zieglers Tidens Rytme er markant anerledes end filmens andre numre ved
at aktivere en række filmklip af bombesprængninger og krig samt stilistiske greb, der
understreger sangens dystre vision. Det er bestemt en scene, hvor filmen viser sig,
men scenen fremstår dog også i høj grad som en stjerneiscenesættelse for Lulu
Ziegler, idet den æstetiske og diskursive facetterethed er knyttet til hendes performeridentitet,
understreget af hendes blik i kameraet og den måde eksponeringerne
matcher sangens indhold.
163