1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 52 -
Sådanne ekstreme præstationer med overklassefruer, der kvidrer sig igennem et
håbløst affekteret sprog, er næsten fast inventar i filmene. Maria Garland leverer
karikerede præstationer som distræte fruer i Barken Margrethe, Fange Nr. 1,
København, Kalundborg og ? og Mille, Marie og mig. Karen Caspersen excellerer
ligeledes i det distræte i Den mandlige Husassistent og Millionærdrengen.
Det affekterede og kvidrende kommer også til syne, når Liva Weel i Odds 777 og Frk.
Møllers Jubilæum gør sig finere, end hun er. Mere nedtonet, men ikke mindre
virkningsfuld er Agnes Rehnis gennembeske overklassesprog i Københavnere,
Inkognito, Giftes nej tak!, Komtessen fra Steenholt og Champagnegaloppen.
De høje klassers sprog er tydeligt forbundet med kvindelighed og affektion.
Underklasssesproget er forbundet med mandefaconer og grovhed. Det finder vi i en
tidlig udgave i Gunner Laurings bokser i Med fuld Musik, hvor sociolekten er direkte
forbundet med fysiske overgreb.
I Marguerite Vibys roller som fiskerpige i Saa til Søs og avispige i Skaf en Sensation
er hendes råbende salgsteknikker, hvor hun forvrænger ordene, tydelige eksempler på
markering af sociolekt. Disse bliver understreget af en maskulin kropslig attitude, som
når hun kurer ned af gelændre i Skaf en Sensation eller som i Saa til Søs, hvor hun
tramper af sted på en for stor cykel, mens hun råber:
Her er Toorsk, her er Røødspætter, Her er stoore feede Saltvandsaaal,
Saaaaltvandsaal er heer!!!
Ib Schønberg debuterer som den arbejdsløse og småkoleriske kommunistspire Carl
Valdemar Hansen, der proklamerer kapitalismens udnyttelse af de små, mens han
grådigt tager for sig af retterne hos sin hårdtarbejdende værtinde. Rollen er en
teaterpræstation om en hals, hvor hver en lyd og hver en mening er brugt til at
understrege rollens stereotyp. Da han bliver afkrævet en krone i entré til Zoologisk
Have, skiftevis trygler og skælder han ud. Christian Arhoffs direktør tilbyder at betale
halvdelen af hans billet, men får denne opsang:
Carl Valdemar Hansen
Ja, der har vi det, der har vi det, der kommer saadan en Overklasseherre og
siger: Maa jeg ikke betale?, men det er fordi du skal blære dig, fordi du har
flere penge end som mig, saa skal du genere [sæne’re] mig med dine skaldede
halvtreds Øre, ikke?
Direktør Pedersen
Nå, jamen saa kan jeg godt tage den igen.
Carl Valdemar Hansen
Næh, du ka’ ikke, næ, du ka’ slet ikke, Herregu’ du kan nok forstaa, at jeg skal
bruge den, Mand, jeg kan jo ikke gaa paa Barnebillet, vel?
(til billetsælgeren)Værsgo, kom saa mæ’ Billetten
(til direktøren) at du ikke skammer dig, Mand, føj.
Aggressiviteten kommer udover på det indholdsmæssige plan tydeligt frem ved den
totale mangel på høflighedsfraser og -markeringer. Man noterer sig således, at han
tiltaler en fremmed med du. Den aggressive københavnertype fortsætter i Ud i den
kolde Sne, hvor han spiller taxichauffør Peter Basse, men efter denne film forsvinder
det koleriske islæt til fordel for en mere kontrolleret aggressivitet, der kan indeholdes
52