1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

1930’erne danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv
af Niels Henrik Hartvigson
Afhandlingen søger at opstille en samlende og dækkende æstetisk beskrivelse af
tredivernes danske filmkomedie ved at se på tre centrale faktorer: lyd,
mediekonvergens og genre.
Afhandlingen falder i to dele. Første del behandler tonefilmskomediens lydlige
karakteristika og dens konvergens med andre lydmedier; anden del behandler
trediverkomedierne, deres motiver og karakterer i forhold til en genremæssig
brudfladeæstetik og spændstighed.
- 186 -
Det metodiske omdrejningspunkt for afhandlingens første del er en modificeret
udgave af Rick Altmans crisis historiography, der behandler medier i etablerings- og
overgangsfaser. I overgangsfaser definerer filmmediet sig bredt og i forhold til en
række andre medier. Jeg identificerer tonefilmskomedierne med lydmediet ud fra
overvejelser om filmkomediernes kvalitative bredde samt komediernes dominans i
årtiet.
Fem store kapitler analyserer musik, stemmer, sprog, lyde og musiknumre og giver en
omfattende beskrivelse af lydsiden og dens bindinger i tredivernes tonefilmskomedier.
Opsummeringen af første del fremstiller filmenes lydfokus under overskrifterne:
lydlig bredde, matchning af lyd og billede, lyrik, kontakt, kropslighed og
performance.
Tonefilmens mediekonvergens fremføres som gennemgribende, ligesom det vises, at
den inddrager en meget bred vifte af medier. Afhandlingen fremhæver konvergensen
som mest typisk i forhold til musik- og performanceteater samt grammofon, radio,
telefon og telegraf.
Komediens brudfladeæstetik og spændstighed er genredelens teoretiske
hovedbegreber og er opstillet på baggrund af Ole Thomsen, Jens Kruuse og L.J. Potts,
der repræsenterer en ikke-mediespecifik og generel komedieforståelse.
I genredelens hovedkapitel afprøves begreberne brudfladeæstetik og spændstighed i
forhold til syv film, og det bliver beskrevet, hvordan filmens elementer på forskellig
måde er iscenesat i en brudfladeæstetik. Det fremhæves, at billeder af virkeligheden
og af andre fiktioner er iscenesat til at pege på filmenes egen fiktion.
I kapitlet om motiver vises det, hvordan parret, den lykkelige slutning, komediens
fester og scenemotivet i høj grad er underlagt brudfladernes leg.
I karakterkapitlet beskrives, hvordan brudfladeæstetikken kommer til udtryk i fire
komedieprototyper, den klassicistiske karakter, den fysiske karakter, stjernekarakteren
og collagekarakteren.
I opsummeringen af genredelen fremhæver jeg følgende begreber og elementer som
karakteristiske for tonefilmskomedierne: citatkunst, brudfladeæstetik, spændstighed
og en fiktionsironi, der iværksættes via virkeligheds- og fiktionsreferencer.
Afhandlingen ender med at argumentere, at man ved at se på lyd, medier og genre kan
give en dækkende og samlende æstetisk beskrivelse af filmene.
Ydermere argumenteres det, at tonefilmskomediens dominans i dansk trediverfilm
beror på genrens brudfladeæstetik og spændstighed, der giver dansk trediverkomedie
mulighed for at afprøve muligheder og identitet for lydmediet som sådan.
186