1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 150 -
manuskriptets side, da han beskriver heltinden i sin nye roman Kærlighed med Gebis
som et helt nyt ideal:
Hendes ene Ben var tre Tommer kortere end det andet, saaledes fik hendes Gang
Tidens synkoperede Rytme. Hendes højre Øje kiggede trodsigt ned over venstre Kind,
mens Øreflipperne klaprede for Vinden.
Replikken og Malbergs stiliserede udseende og spil udstiller Peter Strøm som en nar.
Dette foregår overdrevet, og karakteren får en absurd energi, der synes at transcendere
narrationen og skabe en storslået prototype af en latterlig bejler. Dette sker også kort
efter, hvor forfatteren efter første kys afslører sine ringe evner som bejler:
Ved du Else, at det er videnskabeligt bevist, at der ved et Kys overføres ikke mindre
ende ni milliarder Baciller fra den ene kontraherende Part til den anden?
Peter Strøms plotmæssige skæbne er givet fra første replik – han latterliggøres og
udstilles filmen igennem og ja, journalisten render med datteren. Fra starten er denne
modstandsfigur dog placeret i et unikt æstetisk regi, der får ham til at stå ud. Det er
lige præcis det ekstreme i karakteren, der gør, at den transcenderer almindelig
hverdagsmoral og får os til at elske dens vanvid.
Æstetisk storhed findes også i Carl Alstrups Løjtnant von Buddinge i Genboerne, der
er en filmatisering af Jens Christian Hostrups syngespil fra 1844. Von Buddinge er
latterlig i sit vanvid, men er samtidig skræmmende i kraft af den magtfuldhed, hans
sociale status giver ham. Von Buddinge er respekteret vidt om i København på grund
af sin militære rang og sine selvproklamerede bedrifter. Hos Kobbersmedens er den
fine mands frieri til datteren Rikke (Karen Marie Løwert) ikke til at modstå, og det
umuliggør den unge kærlighed mellem hende og studenten Basalt (Svend Fridberg).
Den æstetiske side af von Buddinge kommer tydeligt til udtryk, da karakteren hele
tiden søger at iscenesætte sig i heltekvad og romantisk digtning. Det mislykkes på det
grummeste, og han udstilles som den naragtige, svedende og fallerede personage, han
er. De storladne genrer danner en perfekt ramme for hans selvafsløring. At von
Buddinge ønsker at forbinde sig med litteraturens storladne genrer repræsenterer en
ekstrem fiktionsironi, da figuren allerede er en tydeligt markeret efterkommer af
litteratur. Det er ikke de store epos von Buddinge nedstammer fra, men komediens
storskrydende soldater, Miles Gloriosus fra Plautus’ komedie af samme navn, Il
Capitano fra commedia dell’arte og Jacob von Thybo fra Holberg.
Afsløringsscenerne bliver således via figuren pustet op til at være meget større end
den plotmæssige afsløring. Ydermere har intrigen, der afslører Von Buddinge, en
ligeså kompliceret sammensætning som den figur, den skal afsløre. Intrigen består
ganske enkelt i at studenten Klint (Hans Otto Nielsen) gør sig usynlig, hvilket tillader
ham at skræmme og forvirre den stakkels Buddinge, så han til sidst lover at give
afkald på Rikke. Med usynligheden bliver det dog en del mere kompliceret, for den
stammer fra Lykkens Galocher, der tilhører Jerusalems Skomager, Ashasverus.
Ahasverus er en mytisk figur, der er baseret på den skomager, som ikke lod Jesus
hvile ved sin dør på hans vej til korset og som straf selv må vandre hvileløst omkring i
verden. Denne figur, der også er kendt under navnet den evige jøde, er i løbet af
romantikken blevet et litterært topos hos en lang række tyske forfattere, ligesom han
er beskrevet i B.S. Ingemans dagbøger og i eventyr af H.C. Andersen. Hostrup vender
op og ned på den melankoli, som Ahasverus repræsenterer hos disse forfattere, og gør
150