1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

Amelie
Kan hænde, fordi De ikke kommer ned.
Jens
Men hvordan skulle det gaa for sig?
Amelie
Aahr, der er da bare fire Trapper ned.
- 138 -
Jens
- og en Hoveddør, forsvarligt laaset. De kan tro jeg kender den, saa mange gange jeg
har staaet ved den.
Amelie (rødmende)
Har De staaet ved vores Hoveddør?
Jens
Ak nej, Jomfru Hambroe, der gælder ikke fire Trapper ned, næh, det gælder Vejen fra
Maanen til Jorden.
Amelie
Men nu er jeg jo fløjet op til Maanen, saa kunne det da være, at de kunne finde Vej
ned til Jorden.
Jens (opgivende)
Den Hoveddør skiller os.
Amelie
De med Deres Snak om den Hoveddør. Man kan vel dirke lidt ved Laasen.
Nå men nu maa jeg ned, farvel.
De sociale barrierer i byhuset er for rigide til at rumme et socialt fællesskab. Tivoli
fremstilles derimod som dette fristed, hvor borgere, jævne folk og kunstnere kan
udleve fantasier, ambitioner og skabe kunst. I Tivoli starter filmen med adskilte
klasser, og i Tivoli forenes den unge komponist og grosserdatteren i
sommerforlovelse til tonerne af Champagnegaloppen. Også Københavnere starter og
slutter i Tivoli, hvor alle klasser mødes. I Genboerne og Barken Margrethe er det
Dyrehavsbakken, der tjener som mødested for alle klasser.
11.3 Fester
Som en fejring af klassesammenkomsterne og pardannelserne står komediens mange
fester. Det, der i starten tegnede til at være en lukket fest, ender med den helt store
inklusion. I Nyhavn 17 udskiftes det fornemme bryllup med fest på baren, og i
slutningen af Ud i den kolde Sne bliver alle inviteret op på godset til Mathilde
Nielsens Baronesse. Denne film bruger i øvrigt den lille puddel og den store boksers
yndige bastardafkom som fyndigt symbol på klassesammenføjningen.
Den plotmæssige logik ophæves ofte meget markant i forbindelse med disse
festscener, som når for eksempel de slette karakterer også griner med og skåler. Dette
har jeg fremhævet tidligere. I Københavnere er også Agnes Rehnis sure
138