1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 65 -
evne til at holde hemmeligheder. Den livstrætte direktør Brammer (Ib Schønberg)
bytter identitet med den arbejdsløse Holgersen (Sigfred Johansen). Den arbejdsløse
får direktørens bil og masser af penge til at tage på rejse for, mens direktøren lader sig
ansætte som kommis i en filial af sit eget firma. Forudsætningen for denne
handlingstråd er, at man i et moderne samfund kan have en direkte indflydelse på og
kontakt med folk, som man ikke kender af udseende. Identitetslegen muliggøres ved,
at Brammer og Holgersen rådfører sig med hinanden på tværs af landegrænser.
Interessant er filmens brug af en meget bastant udklædningskomedie, hvor Arthur
Jensens butler skal agerer Brammers grandtante. Denne plotmæssigt ret
blindgydeagtige streng fungerer dog upåklageligt til at eksplicitere den
udklædningstematik, som filmen kredser om, og som selvfølgeligt også er til stede i
den hypersmarte titel. Telefonens betydning er ligesom maskepien i fokus på filmens
plakat.
Telefonerne muliggør en moderne effektivitet, hvor man altid kan komme i kontakt
med hinanden. Effektiviteten medfører også en ny etikette, som da Brammer slår op
med sin forlovede Dinna (Elsen Jarlbak) over telefonen. Den måde Inkognito
håndterer telefonsamtaler er et godt eksempel på synkronitetsfascinationen. Selv i
lange telefonsamtaler mellem den falske og den ægte Holgersen og senere Dinna er vi
meget sjældent afskåret fra de talende hoveder (dvd 13). Det er generelt gældende, at
billede således følger lyd i telefonsamtalerne.
Provinsen kalder --! har lige som København, Kalundborg og ? og Inkognito fokus på
synkroniteten, men filmen kredser først og fremmest om telefonens simultane afstand
og nærhed. Filmens titel refererer til omstillingsdamen, der proklamerer, at der er
intention om kontakt fra landet til byen. Filmen handler om generationskløften
mellem Hans (Ebbe Rode), der tager til København for at studere, og hans forældre
(Holger Reenberg og Agis Winding). Kontakten mellem dem foregår nu via
telefonen, og det giver på den ene side mulighed for at skabe intimitet i en familie,
hvis medlemmer er fysisk adskilte, på den anden side skaber den afstand og
fremmedgørelse. Den vises i den ældre generations højtidelighed og usikkerhed over
for apparatets adskillelse af krop og stemme i scenen, hvor de ringer deres søn op
første gang. Samtalen er også baseret på ubalance. Den vækkede søn er ikke så klar til
at tale, som han giver sig ud for, ligesom hans rejsekammerat, onkel Tobias (Ib
Schønberg) er for fuld til at tale. Telefonens ubalance sættes på spidsen ved en
længere sketchagtig optræden ved onkel Tobias (dvd 49). Telefonens evne til at lyve
og holde hemmeligheder vises senere i filmen ved, at Hans i telefonen også har let
ved at camouflere, at han har gjort sin barndomsveninde Grethe (Lis Smed) gravid.
Grammofonen markeres i flere tilfælde som lydkilde til musik, og der mærkes ofte en
teknikfascination af grammofonpladen og den arbitrære forbindelse, der er mellem
pladens sorte lak og den store lyd, som den ikke desto mindre kan frembringe. I
Week-end sættes trumf på ved at lade rejsegrammofonen spille op i fri luft på
badebroen til Peter og Viola (Ib Schønberg og Ellen Jansøe) og deres Saa længe vi to
holder sammen.
I Kidnapped bliver børnenes udgave af Æh bæh buh, det er sjovt at være lille igangsat
af lille Connie, der sætter grammofonpladen på og sikrer, at musikken bliver lige så
knyttet til apparatet som til billederne af de syngende børn. Den omvendte strategi
bruges i Skal vi vædde en Million -?, hvor baggrundsmusikken til hjemmeaftenen
først i løbet af scenen identificeres som stammende fra grammofonplader. I Provinsen
kalder --! udtrykkes konflikten med faderens gammeldags drømme over for sin søns
jazz-drømme igennem musiknumre og -traditioner af forskellig art, fra højtidelige
65