1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 95 -
Herunder er disse årsagsforklaringer, der også indeholder input fra den generelle
forskningsoversigt, opstillet i listeform 14 :
Kulturel forhandling: Bondebjerg fremfører, at i en brydningstid som trediverne er
komedien på grund af dens popularitet par excellence den formel, hvori publikum kan
blive klogere på deres sociokulturelle ståsteder.
Underholdningsfunktion: Kjørup anskuer komediernes dominans ud fra en ide om, at
de repræsenterede en underholdningsfunktion på linie med tv.
Kulturel fallit: Schepelern fremstiller komediens popularitet som et udtryk for kulturel
fallit (Schepelern 1995: 8).
Økonomisk nødvendighed: Edvin Kau og Niels Jørgen Dinnesen fremstiller
komediernes dominans som et udtryk for økonomisk nødvendighed (Kau og Dinnesen
1983: 104-5).
Eskapisme: Som fremstillet i den generelle forskningsoversigt er eskapisme den
dominerende årsagsforklaring på komediegenrens dominans i årtiet.
Eskapisme, økonomisk nødvendighed, kulturel fallit, kulturel forhandling og
underholdningsfunktion er fremført som årsager til trediverkomediernes dominans, og
de har hver for sig eller i kombination har vundet hævd.
Lige meget hvilken forklaringsmodel på trediverkomediens dominans, man giver, er
det relevant at inddrage filmenes karakteristiske æstetisk-diskursive bredde og deres
voldsomme mediekonvergens. Afhandlingen ser denne bredde i lyset af crisis
historiography, der beskriver filmmediets identitetssøgen, som den er defineret af
Rick Altman (Rick Altman 2004). Crisis historiography argumenterer, at når et medie
befinder sig i en overgangs- eller definitionsfase, som det er tilfældet med tredivernes
tonefilm, så vil en identitetskrise eller identitetsforhandling naturligt indfinde sig.
Identitetsforhandlingen kommer til udtryk ved, at mediet iscenesætter sig pluralistisk,
og derved har svært ved at passe ind i veldefinerede eller smalle former og genrer.
Mediet søger altså i retning af de spændstigste tilhørsforhold, som det kan finde.
Komedien repræsenterer netop sådan en spændstig ramme, idet den kan spænde over
mange forskelligrettede æstetiske og diskursive impulser.
Afhandlingen fremfører i konklusionen, at komedien er dominerende i tonefilmsårtiet,
fordi denne genres overordnede princip er en karakteristisk æstetisk og
udsigelsesmæssig bredde – og bredde er netop det, som tonefilmen har brug for til at
definere sig, da den i disse år er midt i en voldsom identitetsforhandling; eller med
andre ord: komedien dominerer, fordi den kan rumme tonefilmmediets
identitetsforhandling.
I næste kapitel vil afhandlingen fremføre en definition af komedien som en
spændstighed ramme, der er defineret ved en brudfladeæstetik.
14 Brøgger er en af de få, der ikke kommer med et bud på dette. Han afviser også at
diskutere andres kategoriseringspraksis og tolkninger, ”da enhver enkelt filmteoretisk
forfatter mere eller mindre skaber sine egne definitioner” (Brøgger 1979: 34).
95