1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 105 -
en fuld mand. I den hvide klovns entré var der ikke anden motivation end den, at der
spilles skuespil i manegen, og at der hører en hvid klovn til. I Augusts projekt om at
tjene penge og hans frustration og hævntørst er der en mærkelig mulighed for
identifikation på spil. Hans frustration er menneskelig, og vi føler med ham på samme
tid, som vi genkender hans konstruktion. Scenen, hvor han angriber manden i
publikum er således karakteriseret ved tvetydighed, for hvor bange skal vi blive på
mandens vegne, når den, der angriber, er en komedieklassiker?
Dér, hvor latteren stopper, dér fortsætter komedien, for klovnens stiliserede udseende
er der stadig, ligesom interaktion mellem manege og publikum ikke opløses af og i
latter.
Latteren bliver på linje med vores reception af komedien i det hele taget sat i
perspektiv af en række æstetiske forhold, som jeg beskriver som en brudfladeæstetik.
Brudfladeæstetikken repræsenterer samtidig en fiktionsironi, der er specifik for
komedien.
Latterens og gagens mikrologikker er iscenesat i et net af brudflader, og man kan
argumentere, at disse brudflader ofte komplicerer den entydige logik, som
latterteorien fremmaner. Selv når en punchline eller et halefald har bragt latter i halsen
på os, kan man ikke sige, at vi har hugget nogen gordisk knude over for at parafrasere
Grodal. Det oplever vi i scenens afslutning, da en truende August bliver båret ud af
manegen. Den spontane latter bliver gradvist udskiftet med taktfaste klapsalver, der
viser, at vi anerkender og til stadighed relaterer os til komediens figurer, deres skæve
logik og deres optræden ud mod os.
9.5 Brudflader og spændstighed
De følgende forfattere arbejder med de formelle-æstetiske træk, som komedien kan
siges at være opbygget af. Alle placerer latteren i relation til komedien men ikke som
en central størrelse. L. J. Potts fremfører således, at latteren er en for simpel affekt til
at afspejle komediens sammensathed.
it is very doubtful whether the end of comedy is to produce laughter, many of
the great comedies have a rather sobering effect (...) The truth is that just as
the emotions evoked by tragedy are too complex to be called merely sad, so
comedy is too complex to be merely funny. I am content to note that laughter
is one of the means by which the comic writer seeks to influence his public,
whatever his end may be. (Potts 1963:19-20)
Den kompleksitet, som Potts beskriver, fremstiller han som en modsætningsfuld
sammenstilling af æstetiske størrelser, der fordrer en karakteristisk spændstighed af
komedien. Potts kommer vi tilbage til, efter at Ole Thomsen og Jens Kruuse har givet
deres bud på denne spændstighed.
Ole Thomsens Komediens Kraft er et bredt anlagt psykologisk-æstetisk-filosofisk
studie, der går ud på at isolere og beskrive komediens kraft. Afhandlingen er samtidig
en historisk gennemgang af genrens hovedpunkter fra Aristofanes over den klassiske
komedie op til i dag. De forskellige historiske udgaver af komedien holdes op mod
forskellige teoretikere, og afhandlingen beskriver komediernes filosofiske og
æstetiske sensibiliteter. Thomsen skriver delvis ud fra en komedie- og
tragediedikotomi (Thomsen 1986: 251 ff.). Selvom hans værk giver gennemgange af
historisk specifikke komediegenrer, opfatter jeg ham som komediefilosof i egen ret.
105