1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 145 -
klassicistiske karakter identificeres den negative hovedkarakter med komediens
grundkonflikt. Den klassicistiske karakters symbolske potentiale opstår, idet kun træk,
der er relevante i relation til lasten, indgår i karaktertegningen. Lastens tydelighed og
gennemskuelighed er alfa og omega for komediens moralske potentiale (Kruuse 1964:
48).
Komediens andre karakterer reagerer på hovedkarakterens væsen og magt, og der
opstilles intriger til at påvirke figuren i positiv retning eller helt at fjerne den. De
klassicistiske karakterer opleves som ekstreme, da alle irrelevante træk er filtreret
væk, og kun lasten står tilbage. Både storheden, sammensatheden og symbolværdien
hos den klassicistiske komediekarakter gør, at den antager proportioner, som går over
grænsen for plot og morale.
Tvetydighed hos karaktererne er en vigtig faktor i forklaringen på, hvordan disse
karakterer kan have så stor tiltrækningskraft. Ole Thomsen beskriver, hvordan vi ikke
knytter os moralsk til den klassicistiske komediefigur, men på grund af dens energi og
snuhed (Thomsen 1986: 218). Brandes taler om, hvordan deres last får paradoksalt og
fascinerende følgeskab af fantastiske talegaver, lige meget hvor fjollet eller forkert
meningen er (Brandes 1899b: 84 30 ). Jens Kruuse skriver med udgangspunkt i Jean de
France om den klassicistiske karakters paradoksale tiltrækningskraft. Han lægger i
denne sammenhæng vægt på en æstetisk tiltrækning, der kan gå med eller mod en
hverdagsmoral, og han beskriver, hvorfor dét at holde med skurkene ikke er så sært
endda.
Han er stillet op til moralsk advarsel (...). Men han sejrer i tilskuerens sind.
Han er lyset og festen i komedien. Han er dens drivkraft. Og i den ironiske
situation, som selve skuespillet er, bliver endog hans kraftigste overgreb
æstetiske oplevelser. (Kruuse 1964: 48)
og andetsteds:
denne negative figur kommer i en positiv situation ved sit bizarreri (...) fordi
der er bud fra en større verden, ikke den praktiske (...), men de store
dimensioners, vanviddets verden. (...) ved selve sin enormitet bliver
titelfiguren noget positivt (...), et lille vanvidspunkt i os berøres. Noget
frigøres, som ikke kan frigøres i hverdagen. (Kruuse 1964: 46)
Trediverne har flere eksempler på figurer, der i større eller mindre grad følger
klassicismens principper. Det tydeligste finder vi i Johannes Meyers figur, Mikkelsen
i Rasmines Bryllup, en filmatisering af skuespillet af samme navn, der havde premiere
på Røde Kro-teateret i 1929.
Rasmines Bryllup - Fanden flække min Vindhane
Morten Piil beskriver i Gyldendals filmguide Mikkelsen som et vildt ”portræt af
nærighed og griskhed ud over alle grænser”. Hans rivejernsstemme og hans fysiske
fremtoning er ”en mellemting mellem en ådselsgrib og et stort insekt, der krabber sig
hvileløst frem på skæve ben, med fremskudt fipskæg og de arrigt stikkende øjne
skulende over brillerne” (Piil 1999: 412). Og Mikkelsen proklamerer stolt sin
30 Citatet lyder: Det Oratoriske i Klassicismen træder dernæst frem i den
Ejendommelighed, at Hovedpersonerne altid taler fortræffeligt for sig. (...) De er
skaarne for Tungebaandet som var de Advokater.
145