1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 111 -
Den gradvise afsløring af karakterernes sande natur kunne godt lyde, som om målet er
et fuldstændigt psykologisk portræt. ”Progressive relevation” er dog opstillet som en
modsætning til en tidsmæssig-kausal fremadskriden, og jeg mener, at Potts her taler
om et æstetisk portræt frem for et psykologisk. En æstetisk afsløring af
komediekarakteren frem for en psykologisk udvikling passer samtidig på karakterens
delvise abstrakthed.
Ved siden af de idekarakterer, som Potts taler om, mener jeg, at man med fordel kan
tale om mere umiddelbare komediekarakterer, hvor konstrueretheden også er slående,
men hvor målet er fysisk komik 21 . Under alle omstændigheder kan karaktererne qua
konstruerethed ikke indgå i plottene på en måde, der entydigt anerkender deres
tidsmæssige og kausale dimensioner. Et tydeligt tegn på dette er, at karaktererne ofte
synes uantastede og uberørte af det tidsmæssigt-kausale plot.
Den ironiske kombinatorik står måske allermest grelt frem, når den iværksættes i
relation til menneskelige figurer. Kroppen, de menneskelige træk og den fysiske
tilstedeværelse i et miljø har en tydelig virkelighedsrelation, men via en række
uvirkeligheder støder vores forventning om det hele individ og den psykologiske
enhed på modstand.
Karakterernes tydelige konstruktion finder også genklang i skuespilpraksis. Athene
Seyler og Steven Haggard skriver i 1920’erne brevvekslingen Kunsten at spille
Lystspil om komediespillets kunst. Brevvekslingen er iscenesat mellem Athenes
erfarne skuespillerinde og Stevens vordende instruktør. For Seyler er skuespilleren en
meget åbenlys vehikel for komedien, og han/hun skal kunne formidle dens pointer.
Skuespilleren skal have gjort sin figur til genstand for en helhedsbetragtning eller
sandhed, og via strategisk ironiske udpluk og fordrejninger vises denne. Hun
formulerer det, som om skuespilleren må have et ønske om at komme i kontakt med
publikum og fremvise sin karakter, også sider der kan være skjult for rollen selv
(Seyler 1949: 35). Dette kommer med fuld musik til udtryk i karikeringens ”mangel
på ligevægt, fordrejelse, stærk understregning eller svag understregning og
overraskelse” (Seyler 1949: 32), hvor kommunikationen er eksplicit. Hun giver
ligeledes mulighed for, at komedieskuespillet også kan forekomme diskret og
ubevidst, når skuespilleren etablerer
et umærkeligt, hårfint, næsten uvirkeligt psykologisk bindeled, måske
simpelthen blot den ubevidste erkendelse af at hensigten med ens arbejde som
lystspilskuespiller er at gøre publikum opmærksom på noget, og at publikums
reaktioner herpå er en uundværlig del af dette arbejde. (Seyler 1949: 23-4)
I denne dobbeltfunktion er skuespilleren synligt til stede sammen med den rolle, han
eller hun spiller.
Afhandlingens teoretiske nøglebegreber er komediens brudfladeæstetik og komediens
spændstighed. De er opstillet under direkte indflydelse fra Ole Thomsens tanker om
komediens citatkunst, Jens Kruuses analyser af komediens fiktionsironi og L. J. Potts
tanker om et rummeligt karakter-plot.
21
Om relationerne mellem idekarakterer og umiddelbare karakterer, se Hartvigson
2005, I, s. 62.
111