1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 96 -
9. Komedieteori
Dette kapitel vil introducere centrale komedieforskere inden for filmvidenskaben.
Kapitlet er opdelt efter en række genreproblemstillinger og emner: gag og narration,
mytologi, latter, komediens spændstighed samt karakterer og et komisk plot. De to
sidste emner er domineret af komedieteori, der har baggrund i litteratur, teater og
klassisk filologi. Som baggrund for min argumentation inddrager jeg sent i kapitlet et
analyseeksempel fra Cirkusrevyen.
9.1 Gag og narration
Forholdet mellem gag og narration er det måske mest omdiskuterede emne i nyere
amerikansk komedieforskning. Donald Crafton, Steve Seidman og Henry Jenkins
tager alle udgangspunkt i modsætningsforholdet mellem den klassiske hollywood-film
og den tydeligvis performative og selvbevidste stil i forskellige afskygninger af
komedien. Alle tre er enige om, at der er tale om en grundlæggende forskel, og mener,
at der bør opstilles separate forståelsesrammer for performative komedier. Donald
Crafton arbejder med amerikansk slapstick-komedie i 1920’erne i Pie and Chase,
Spectacle and Narrative in Slapstick Comedy 15 . Han fremstiller gagen som et
atemporalt princip, der er bevidst uforsonligt iscenesat over for narrationens
syntagme.
it was never the aim of comic filmmakers to ”integrate” the gag element of
their movies. I also doubt that the viewers subordinated gags to narrative. In
fact the separation between the vertical domain of slapstick (...) and the
horisontal domain of the story (...) was a calculated rupture, designed to keep
the two antagonistically apart. (Crafton 1995: 107)
Gagens virkning fremstilles som modsætning til epistemologisk tilskuerforståelse. I
stedet for at give viden kalkulerer slapstick med at omdirigere tilskuerens oplevelse
og forvirre liniariteten i historiens årsags-virkningforhold (Crafton 1995: 119).
Crafton beskriver denne opposition og den udover-kvalitet, som den skaber, som
fundamental for slapstickgenren: ”The opposition is fundamental in slapstick.
Furthermore it is carefully constructed to remain an unabridgeble gap.” (Crafton
1995: 111). Denne uoverkommelige afgrund gør, at narrationen ikke fungerer som
sikkert grundlag for komedien. Der er ifølge Crafton tale om en livlig dialektik
mellem gag og narrativ, som han sammenligner med Eisensteins montager:
gag and narrative interact and regulate each other by means of a lively
dialectics. One cannot help but compare the complex system of alternation of
spectacle and diegesis to the same systems observable in Eisenstein’s films of
the period. (Crafton 1995: 113)
Steve Seidman opstiller i Comedian Comedy: A Tradition in Hollywood Film en
komediecentreret genre, comedian comedy. Komikerne fremstår som ekstremt
magtfulde i forhold til diegesen via deres performance og gags, deres plads i
udsigelsen og deres selvreference (Seidman 2003: 21). Seidman ser comedian comedy
som en modtendens til den klassiske Hollywoodfilm, som han beskriver som
hermetisk (hermetic). Hermetiske genrer svarer til den klassiske hollywoodfilms
15 Artiklens hovedtanker stammer fra et foredrag fra 1985, den er senere modificeret
og delvist omstruktureret (Karnick og Jenkins 1995: 363).
96