1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 17 -
baggrundsmusikken; ”dog forekommer Kai Normann Andersens stemningsmusik
såvel i indledningen som i slutningen af HP [Hotel Paradis] ikke påklistret.” (Brøgger
1979: 43). Man mærker i ordvalget (”indskrænket”, ”ikke påklistret”) en uvilje over
for lyden. Replikker og reallyd er udtryk for en fantasiløs indskrænkning, og det
antydes, at normen for stemningsmusik i filmene er påklistring. I denne sammenhæng
kan man undre sig over, at Kai Normann Andersen nævnes, når hans baggrundsmusik
hverken er fugl eller fisk. Brøgger bruger en helt anden tone, omhyggelighed og
plads, når det gælder filmens visuelle side, og hvordan den underbygger dramatik og
tematik. Følgende citater handler om Hotel Paradis, der handler om et ægtepar (Karen
Caspersen og Eyvind Johan–Svendsen), der myrder en rig kaptajn og stjæler hans
skat. De slipper ustraffet, men forbrydelsen bliver ved at forfølge dem og ender med
at slå dem ihjel.
Der anvendes i HP oftest meget omhyggelig lyssætning og billedkomposition;
således er belysningen i scenerne omkring mordet højst ekspressiv og
kameraets holdning præget af diagonaler, mens naturbillederne, der viser
henholdsvis fru Schultz på vej til mølleren og de hastigt kørende vogne i
forfølgelsessekvensen, er præget af meget lav og meget høj horisont, hvilket
illustrerer personernes sindsstemning; i det ene tilfælde ensomhed/fortvivlelse,
i det andet beslutsomhed. (Brøgger 1979: 42)
Vandets rolle er fint antydet hele filmen igennem: først som uroligt hav,
dernæst som havblik, senere i form af regn og vandpytter på vejen, og endelig
som den hastigt strømmende flod langs vejene, hvor Schultz følger efter sin
datter. (Brøgger 1979: 42)
De to ovenstående paragraffer viser analytisk sans for detaljer, og det er desto mere
utilfredsstillende, at filmens slående lydside næsten ikke behandles. Særlig de
musikalske temaer burde have påkaldt sig forfatterens opmærksomhed. Dels fungerer
den gentagne vise I Paradis gaar det lystigt til som en meta-fortælling om ægteparrets
forbrydelse, der forfølger dem, hvor de end er. Sangens sandhed og indsigt står i
interessant kontrast til Tosse-Grethe (Karen Poulsen) og den retarderede Fridolin
(Elith Pio), som fremfører den. Ligeledes er der konens og datterens filosofiske Sig
mig hvorhen, der etablerer et eksistentielt tema, og ikke mindst den makabre
dødedans, hvor konen efter mordet på kaptajnen tvinges til at danse med
skarpretteren.
Generelt ignoreres eller afvises lyden, hvis den ikke er exceptionel. Rick Altman gør
opmærksom, at et eksklusivt fokus på exceptionel lyd vil skævvride billedet af en
normal lydpraksis og nedvurdere lydens betydning overhovedet.
Ironically, the concerted attention to unusual sound practices has served only
to harden audiences and critics in their beliefs that sound carries little if any of
the average film’s meaning (...) To hold up René Clair as the imagistically
innovative model director of ”sound” films (...) is to downgrade most other
contemporary uses of sound. (Altman 2004: 6)
Det er da også René Clair-inspirationen i 5 raske Piger, der er topscorer, når
exceptionelle eksempler fremhæves. Harald Engberg siger, at de skaber ”en slags
filmisk Vaudeville, en ballet-agtig Groteske ved rytmisk at samstemme Melodi,
17