1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 165 -
behandles under stjernekarakterer. Karaktererne har en performativ bredde og
talenter, der strategisk præsenteres for os i løbet af filmen. Weels og Rosenbaums
figurer indgår dog på en sådan måde i forhold til filmens elementer, at filmene synes
at suspendere en central performer-identitet som samlingspunkt for deres optræden.
Det, der til gengæld er påfaldende, er en gennemgribende leg med karakteridentitet.
Frøken Møller (Weel) fejrer sit 25-års jubilæum som kasserer ved at invitere to
kolleger med på skitur. Den ene er den fjottede Asmussen (Børge Rosenbaum), der
har friet til hende en gang om året i tyve år og fået nej hver gang. Den anden er den
unge forældreløse Grete (Karen Jønsson), som frøken Møller drømmer om at finde
den rigtige unge mand til, således at denne ikke ender som en pebermø som hun selv.
Frøken Møller er en kvinde uden romantisk fortid, nutid eller fremtid, hvilket i
udgangspunktet er lidt sørgeligt, men karaktertegningen har fået en ordentlig spand
kul, således at hun fremstår som en grotesk karikatur.
Weel and Rosenbaum spiller i det hele taget deres karakterer som rene karikaturer,
nogle gange overspillende til det absurde. De fremstår igen og igen uden kontrol over
krop og stemme, frøken Møller med sine hysteriske grin, Asmussen med hæmmede
grynt. Den skuespilmæssige overdrivelse i spil understreges af en grafisk stilisering
med karakteristika praktisk talt tegnet på dem. Hår, makeup og kostumer giver frøken
Møller et bistert look, mens Asmussens fjollede og generte ungkarl er udstyret med
tegneserie-frisure og konstant hævede og tydeligt påsatte øjenbryn. Plakatens
portrætter viser tydeligt forskellen i stilisering sammenlignet med portrætterne af de
øvrige figurer (ill.).
Den aggressive karakteristik går stik mod enhver antydning af fornuft og alvor, men
den skaber en mulighed for at lege med de stiliserede skuespillere, idet de ikke er
underlagt psykologiske og æstetiske love. I stedet kan filmen iscenesætte sine
hovedfigurer i stadig nye og modsigende maskeringer. På denne måde bliver
karakteren locus for performance og spilopmageri.
Tidligt i filmen taler frøken Møller og Asmussen om, at hun kunne have haft en datter
på alder med Grete og en mand. Samtalen finder sted i en karikeret kontekst, hvilket
gør, at emnets melankolske potentiale bliver underkendt. Det kommer til gengæld til
sin ret, idet filmen skifter til en musikalsk modus, hvor figuren tager et markant spring
til en indfølt og rørende stereotyp, der også er helt uden de kropslige og
stemmemæssige tics, som ellers kendetegner frøken Møller. Så snart den ekstradiegetiske
musik høres, åbner hendes stemmekontrol og et skift i stilisering vej for en
meget mere og menneskelig stereotyp. Hun synger en symbolladet sangtekst om den
plante, der er et skud, gror og til sidst – som hun selv – visner hen. Omkvædets
melankolske visdom lyder: ”Det er haabløst at indhente Tiden, der svandt, for vi bli’r
ikke unge igen” (dvd 75). Sangens dødstema står overraskende stærkt frem, idet den
understreges med indklip til hendes kontorkaktus som et ungt skud og som gammel
og visnende. Det er som om lyset i et kort øjeblik skinner igennem en prisme på en
hemmelig lyrisk side af karakteren, før hun, i det øjeblik nummeret er slut, falder
tilbage i karikaturen. Dette nummer er det første af en række skift i tegningen af
frøken Møller. Også i Asmussens figur etablerer filmen fra starten uforligneligheder
mellem hans ungkarlefjog og en fantastisk performer. I Rosenbaums karakter
iscenesættes gang på gang kropslige decorum-brud. Til hans nominelle karakter hører
det klodsede og fjogede kropssprog, der er ukontrolleret. Denne fjogede ukontrol
bliver i en række situationer ophævet til ekstrem performance-kontrol. Igennem sin
klodsethed leverer han således i et vidunder af musikalsk og kropslig perfektion under
filmens halsbrækkende åbningsnummer, hvor han forgriber sig på seks flygler med to
kompetente hænder og en kontorstol.
165