1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 99 -
these strategies cannot be regarded as inherently ”subversive” because their
role depends very much on the contexts – cinematic, cultural, institutional – in
which they are employed. Moreover the fact that they occur with such a
regularity in a routine Hollywood genre should be sufficient warning against
holding too monolithic a conception of the operations of popular cinema.
(Krutnik 2003: 10)
Gag og i forlængelse heraf performative elementers rolle er af central vigtighed for
forståelsen af danske trediverfilm, og meget af den diskussion, der er foregået
vedrørende amerikanske komedier er instruktiv. Et par caveat skal dog opregnes her.
Argumenterne er fremført på basis af historisk determinerede komediegenrer, og alle
taler ud fra specifikke korpuser, der kun med forbehold siges at have generel
forklaringskraft. Crafton og Gunning diskuterer tyvernes amerikanske slapstik,
Jenkins beskriver en komediegenre umiddelbart efter overgangen til lyd. Bordwell og
Thompson og Staiger beskriver amerikanske film mellem 1917 og 1960. Seidman, der
oprindeligt opstillede comedian comedy som en transhistorisk genre, har senere
relativiseret sine fund.
Alle behandler amerikansk filmkomedie. Særligt inden for genreteorien har
amerikansk film tradition for at være i centrum. Dette forhold betyder ikke sjældent,
at de specifikt nationale forhold kommer til at få en uforholdsmæssigt stor
forklaringskraft. Det gælder for eksempel den tidligt udviklede kapitalisme, den
amerikanske underholdningskultur, filmindustriens størrelse og nationaløkonomiske
betydning samt filmindustriens ideologiske rolle i et af verdens mest kulturelt
sammensatte samfund. Sidstnævnte forklarer ligeledes, i hvert fald delvist, den stærke
tradition for at arbejde med ideologi i amerikansk filmvidenskab. Schatz’ genreteori
byder på en beskrivelse af forholdet mellem et amerikansk publikum og Hollywood,
der vægter en dialektik mellem de to parter.
9.2 Ritualer
En af de mest originalt fortolkende læsninger af genre finder man i Thomas Schatz’
Hollywood Genres, hvori forfatteren sætter en strukturel semiologisk dagsorden for
den ofte usystematiske brug af begreber som ritual og myte i amerikansk filmkritik.
Schatz ønsker at arbejde med genre på et overordnet plan, og ikke kun på et æstetisk
niveau. Han udskifter derfor John Calweltis æstetiske mytedefinition, der peger på
myte som indhold med en definition fra antropologien, hvor der er fokus på mytens
rituelle funktion. Han konkluderer her, at genrer er at sammenligne med ritualer:
The concept of genre as a filmic system must be characterized, like that of
myth, by its function; its value is determined not according to what it is, but
rather according to what it does. (Schatz 2003: 97)
Schatz opfatter således genren som en form, der inkarnerer og forhandler nogle
fundamentale kulturelle modsætninger og konflikter i en unik konceptuel struktur, der
er tilgængelig for et massepublikum.
Han sandsynliggør under indflydelse af Lévi-Strauss, at genreritualet forløser
kulturelle spændinger ved at lade disse være opstillet i binære oppositioner. Schatz
opdeler således genrerne i to typer, der etablerer social ro og orden, og dem, der
etablerer social integration (social integration).
Komedien hører sammen med musicalen og melodramaet til sidstnævte. Komedien
kan i udgangspunktet fortælle om forbudte lyster og personlig uafhængighed.
99