1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 89 -
spørgsmålet: Hvem dræbte X?”(Brøgger 1979: 36). Brøggers kategorier kunne nok
have været skåret ned. Både den nationale film og kriminiallystspillene kunne med
god ret have været inkluderet i forskellige afdelinger af lystspillet. Jeg mener, at hans
til tider usystematiske tilgang er et udtryk for, at filmene kommer i centrum for
kategoriseringen snarere end omvendt. Det kommer slående til udtryk i forhold til 7-
9-13, den eneste af tredivernes film, han ikke føler kan kategoriseres entydigt.
Filmens handling, der byder på hovedpersones gentagne selvmordsforsøg, mener
Brøgger ”i virkeligheden er dybt alvorlig”, mens filmens ”spillestil nærmer sig farcen
i groteske og absurde præstationer af skuespillerne” (Brøgger 1979: 34) 12 . Brøgger vil
hellere lade en film stå ukategoriseret end risikere upræcished. Næste teoretiker er
Peter Schepelern, og han er bedre til det med at skære ind til benet.
Peter Schepelern 13 : Gyldne Smil – Dansk film og filmkultur i 30’erne
Schepelern refererer til Brøggers overordnede lystspilskategori, som han opdeler i en
gammeldags (teateragtig) komedie og en moderne (filmisk). De to opstilles som
prototyper under de mest dominerende kreative kræfter Georg Schnéevoigt og
instruktørparret Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen Jr.. Det schnéevoigtske lystspil
er karakteriseret ved en yderst simpel intrige, hvor det erotiske spil er hovedsagen.
Generelt er problemet udelukkende at vinde kærlighed i kombination med velstand.
Schnéevoigts to første komedier Skal vi vædde en Million -? og Tretten Aar bruges
som eksempler. Holger-Madsen-filmen Sol over Danmark kategoriseres via sit
økonomi– og kærlighedsforbundne plot under det Schnéevoigtske lystspil. Stilistisk
set er det schnéevoigtske lystspil præget af sine rødder i en ”let ubehjælpsom
teaterrevy og –komedie”. Den benytter hovedsageligt enkle teateragtige totalbilleder,
hvor personerne kommer ind og spiller deres scene, typisk i et frontalt interiør.
Nærbilleder er få, klipningen er klodset og i lange passager næsten helt fraværende.
(Schepelern 1994: 3).
O’Fredericks/Lau Jr.-modellen er karakteriseret ved flere sideordnede karakterer med
hver deres handlingstråde. Denne model søger med en række virkemidler at lægge
afstand til det teatermæssige. Der er
livlig ægte filmisk klipning, der er eksteriørscener, der er flere handlingstråde.
Tematisk er storbyen mere present, persongalleriet er klassemæssigt mere
12 7-9-13 er med i denne afhandlings komediekorpus, ganske uproblematisk i øvrigt.
Andre slående forskelle på Brøggers og mine kategorisering er Kobberbryllup, Lynet,
Provinsen kalder --!, Millionærdrengen, Giftes nej tak!, Den kloge Mand og Livet paa
Hegnsgaard, som Brøgger kategoriserer under dramaer, mens de er inkluderet i denne
afhandling som komedier. Jeg vil tro, at der er tale om fejlplacering med Lynet og
Millionærdrengen , da han ikke har haft adgang til disse. I Giftes nej tak! og
Provinsen kalder --! er det givetvis alvorlige emner - børn født udenfor ægteskab og
problematisering af ægteskabet som institution - der har placeret dem i
dramaafdelingen. Den kloge Mand og Livet på Hegnsgaard indeholder fatale
handlingselementer.
13 Jeg skylder Peter Schepelern en speciel tak for at måtte bruge hans upublicerede
materiale. Jeg har ønsket at inddrage dette, da hans tanker om dansk trediverkomedie,
qua mangeårigt virke som filmhistorielærer på Institut for Medier, Erkendelse og
Formidling, til stadighed bidgrager til forståelsen og opfattelsen af den danske
trediverkomedie.
89