1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 63 -
i Tivoli-montagen i starten af Københavnere og Dyrehavsbakke-montagerne i Odds
777 og Barken Margrethe.
Motorer til lands, vands og i luften proklamerer moderniteten i og uden for storbyen,
sirenerne i Alarm, flymotorer i Plat eller Krone, Kidnapped, Tretten Aar og togets
klakken i Week-end og Sol over Danmark, kutterens tokken og lyden af motorbådes
larm i Saa til Søs.
I enkelte film er der fokus på storbyens negative sider. De bør forelske Dem! åbner
med en kakofonisk indledningsmontage af New Yorks hektiske liv. Her fremstilles
storbyen som den direkte grund til, at finansfyrsten Steffenson (Henrik Bentzon) er
blevet nervesyg.
Indledningen til Alarm viser forhutlede arbejdsløse om natten på Rådhuspladsen.
Connie (Lille Connie) og hendes hund bliver kørt over i Panserbasse. Det samme
overgår Primula (Karina Bell) i Nyhavn 17. I begge tilfælde er det dog ikke-fatalt.
En mere letbenet behandling af storbytrafikkens negative sider finder vi i Week-end,
hvor fætter Peter fra Fyn (Ib Schønberg) ankommer på Hovedbanegården, provinsielt
udstafferet med anden Petra i en kurv. Her og i den efterfølgende scene, hvor han
løber efter sin taxa hele vejen til Østerbro, udstilles han som et mislykket element i
storbyens flow.
5.1 Lyd- og billedmatchning
Som det er tilfældet med stemmen og sproget, elsker årtiet den allermest
grundlæggende visualisering af de moderne lyde – matchningen af lyden og dens
kilde. Hvis det gælder generelt, hvad Charles Affron skriver, at
Signs of audition are repeatedly pictured on film: Telephone lines, radios,
microphones, mass meetings, responsive audiences. These are signs of the
power of sound and of sound being powered (Affron 1982: 108)
så er tredivernes film ekstreme i deres lyd-tegn. Filmen har travlt med at fortælle,
hvordan Rådhuspladsens trafik, Tivoli, stepdans eller en cocktailshaker lyder.
Skal vi vædde en Million -? åbner ballet med en programmatisk fokus på moderne
lyde. Vi er på natklubben Flagermusen, hvor Josias Jansøe (Hans W. Petersen) sidder
og spiller At elske er at leve, mens der klippes til et nærbillede af hans steppende fod,
der slår rytmen. Den romantiske sang bevæger sig mellem matchende lyde og
lydkilder, herunder den optrædende herrekvartet med megafoner og en letlevende
dame ved baren, der flirter med to mænd, mens hun synger om at ”bare, bare elske
dig”. Mens hun proklamerer sit skørlevned, overtages taktslaget af bartenderen, der
tilfreds ryster cocktailshakeren i takt.
Matchningen af billede og lyd får et teknisk, pædagogisk potentiale i relation til de
moderne medier. I Inkognito hører de to elskende (Sigfred Johansen og Else Jarnbak)
hendes ven, Carlo Tangonini (Finn Olsen) i radioen. Fra de elskende klippes til
radioapparatet og videre til forskellige billeder af studieoptagelsen af Jeg savner dig
med orkester, den syngende ved mikrofonen og tilbage til de to (dvd 7). Scenen giver
en fyndig og ganske pædagogisk introduktion til radiomediets lydlige muligheder,
dets rækkevidde og dets samtidighed. Illustration af transmitteringens vidunder får vi i
København, Kalundborg og ? . Her åbner radiosignalet filmen, og vi hører swingmusik,
mens der tiltes op og ned af radiomasten i Kalundborg for at illustrere dens
andel i, at musikken kan lyde i vores stuer. Musikken fortsætter, og der klippes til
63