1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 104 -
August spørger, hvor de er, og revydirektøren svarer ”i Cirkus”. Det kan August ikke
forstå. Dialogen går frem og tilbage, indtil han spørger: ”Det er vel ikke det, vi andre
kalder Cærkus”.
Samme vej som August kom igennem publikum, kommer nu den hvide klovn (Poul
Christian Guldager) syngende Canios melodramatiske arie om den grædende klovn
fra Pagliacci (Bajadser). August hører sangen og tror, at det er Caruso, der synger,
men genkender snart klovnen, og siger som et skuffet barn: ”Det er jo bare Poul
Christian”.
August indvier den hvide klovn i sin plan om at narre penge fra revydirektøren. Han
får at vide, at han skal skrive et vilkårligt tal på tavlen, som så August skal gætte.
Direktøren skriver et sekstal. Den hvide klovn og August har imidlertid aftalt et
kodesprog, som går ud på, at August skal slås et antal gange i hovedet med
klapobaskeren svarende til det tal, der står på tavlen. Projektet lykkes, men de må
prøve en gang til for at overbevise. En publikum skriver nu 87321. Den hvide klovn
spytter næverne og begynder at slå rigtig hurtigt på August, der til sidst må give op.
Da han finder ud af, hvad tallet var, begynder han at true den publikummer, der har
skrevet tallet. Han tager sin jakke af og smøger ærmerne op, mens han ser truende ud,
og han begynder nu at tage sine bukser af, men bliver stoppet i sidste øjeblik.
Til sidst vil han angribe med sin stok, men ender med at blive båret ud af revyens
vagter.
Der er masser af latterpotentiale i denne scene - med lidt god vilje kunne man
indsætte regibemærkningen [grin] efter hvert punktum. Men der er mange elementer,
der ikke forklares af den meget effektorienterede latterteori. Vi starter forfra:
Oven i Augusts entre og hans decorum-brydende opførsel er det et slående forhold, at
en figur, der tilhører cirkuset ikke føler sig hjemme. Det hele er efter hans udsagn
forkert. Han forstår ikke engang ordet cirkus. Han ligner en klovn, men på den anden
sider er der fuld jyde nok i ham til at identificere ham som en mere menneskelig
størrelse. Hvad er denne karakter, og hvis det hele er forkert for ham, hvad er så det
rigtige? Han viser sig at være klovnen August, men han har hjemme i cærkus og ikke
cirkus.
Det er meningen, at vi skal grine, men komedie opløses ikke af latteren, for vi bliver
ved med at være konfronteret med brudfladerne. Dette er ligeledes karakteristisk for
det, der følger nu.
I sammenstillingen af August og revydirektøren er deres forskellige
virkelighedstilknytninger slående. Dette kommer både til udtryk i Augusts karikerede
og revydirektørens ikke-karikerede udseende.
I modsætning til August anerkender revydirektøren situationens iscenesættelse, idet
han ofte suspenderer sin straight man-rolle for at grine med publikum af August.
Sammensætningen af karakterer bliver endnu mere slående, da den hvide klovn entrer
manegen. Den hvide klovn er en markant scenefigur, hvilket understreges i hans
markerede tilhørsforhold til Leoncavallos sentimentale opera samt den rå, robuste og
udannede commedia dell’arte-figur Pagliaccio, som han også nedstammer fra.
Den simultane tilstedeværelse af historisk specifikke udgaver af samme figur giver en
svimlende flertydighed. Det gør ikke ironien mindre slående, at denne næsten
akademiske flertydighed modsvares af, at den hvide klovn optræder under
skuespillerens meget danske dobbeltnavn Poul Christian. Augusts stiliserede udtryk er
i langt højere grad end den hvide klovns teater-aner iscenesat i forhold til en social og
geografisk stereotyp (drankeren, provinsboen, den dumme). Karakterernes forskel i
stilisering og virkelighedstilknytning indbyder også til at sammenligne de to
klovnefigurers parallelle entréer. Augusts var iscenesat som psykologisk troværdig for
104