1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 91 -
(Kjørup 1971: 295). Særligt Schnéevoigts fortællestil og evne til at behandle
”skærpede følelsesmæssige konflikter” fremhæves som noget, der giver en
oplevelsesmæssig klangbund til filmens genrer. Han beskriver således scenen i Odds
777, hvor Hansy (Liva Weel) bryder grædende sammen og må forlade scenen på
Bakkens Hvile, som en kunstnerisk triumf, skabt af instruktør og stjerne.
det er et afsnit – og specielt en afsluttende scene – af en kraft som kun de
allerstørste instruktører kan skabe, og som Schnéevoigt her formodentlig kun
har kunnet lave takket være den enestående Liva Weel (Kjørup 1971: 296).
Artiklen slutter med en slags rehabilitering af Schnéevoigt som en tilnærmelsesvis
original kunstner. Kjørups tentative rehabilitering af den mest aktive instruktør
repræsenterer ikke så lidt af et akademisk nysyn på trediverkomedierne. Det sker dog
til en vis grad på bekostning af en nuanceret genrebehandling. Lystspil og
folkekomedie fremstår i auteuranalysens lys som banale størrelser, som en habil
instruktør som Schnéevoigt kan have held til at udtrykke sig igennem.
Af speciel interesse for denne afhandling fæstner Kjørup sig i artiklen ved det forhold,
at lystspillet og folkekomedien kan infiltreres af revyelementer. Dette illustreres i
relation til musiknumre, særligt Liva Weels Odds 777. At han således ser et æstetisk
potentiale i musik, performance og revyinspiration må betragtes som et gennembrud,
da man indtil da udelukkende har behandlet dem som fremmedelementer og som
udtryk for pinlig ufilmiskhed.
Kjørup forfiner sine tanker om musik og performance tyve år senere i artiklen
Folkelig underholdning før fjernsynet. Her har han skiftet hest fra Odds 777 til
Emmanuel Gregers’ Skaf en Sensation, den anden Sus og Stille-film. Skaf en
Sensation fortæller succeshistorien om den jævne Sus (Marguerite Viby), der vinder
svømmevæddeløb og kærlighed i form af den labre sportsjournalist (ill.), mens Stille
(Christian Arhoff) er en journalist in spe, der jager sensationen, så han kan blive ansat
på tabloidavisen Byen.
Her er der i følge Kjørup langt til den gængse biografoplevelse, der er en
”dybdegående, sammenhængende, medrivende fortælling – oftest i velkonstruerede
fortællinger i et forholdsvist realistisk univers” (Kjørup 1991: 15). I stedet opleves
Skaf en Sensation som fyldt med svagheder og uden filmiske kvaliteter i traditionel
forstand. Kjørup fremfører, at filmen er forbløffende leddeløs og barberet for realisme
også sammenlignet med andre folkekomedier fra perioden som Odds 777 og
Rasmines Bryllup.
Han beskriver, hvordan sange, vitser, sketches, satiren over tabloidavisen Byen,
scener med lokalkolorit hos den jødiske skrædder og københavnerture en masse
spindes ind i de spinkle handlingstråde, og hvordan den nærmest handlingsløse film
kommer til at virke helt overlæsset (Kjørup 1991: 14).
Kjørups fremmaning af filmens svagheder vendes til meningsfuldhed. Han fremfører
således, at Skaf en Sensation tydeligt viser sig som revyagtig ramme for
forskelligartede sange, episoder, situationer eller interessante indslag. Karaktererne
eksisterer på flere forskellige performative niveauer, ligesom filmen gør opmærksom
på sig selv ved at referere til andre film.
91