1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 121 -
maskepiet. Det bringer hende i en række intime situationer med den ældre mand, der
ikke var blevet opfattet som sådan, hvis det ikke havde været for det faktum, at hun
var i drag.
Da afdelingen er i kantonnement, lister ægtefolkene sig til lidt kissemisseri og sang.
Deres gensidige tiltrækning, der ellers er velsignet både af kirke og stat, fremstår her
med et homoseksuelt look (ill.). Homoseksualitet er blevet introduceret tidligere i
forbindelse med Carl Johan og Monas umandige fætter Anton (Elith Foss), der er
forelsket i hende. Stine har mod bestikkelse givet den kærlighedssyge Anton adgang
til brudeparrets soveværelse, hvor han er i fuld gang med at gemme sin bryllupsgave,
tolv hummergafler, under puden som en overraskelse til Mona. Stine kommer ind og
er helt bestyrtet over, at han sidder på Carl Johans side af sengen, som er den venstre.
Med sin bebrejdende replik ”Jeg troede det var Bruden, De elskede” antyder hun, at
Anton er homoseksuel, ligesom Antons overraskede udbrud: ”Er der Venstrekørsel
lige som i Sverige” introducerer hentydninger til en utilstedelig seksuel tilbøjelighed
for Carl Johan. Både Stine og Anton er bifigurer uden nogen som helst indflydelse på
plottet, men de stiller effektivt dagsordner med deres misforståelser og skæve adfærd.
I Min Kone er Husar! kan man som med trediverkomedier generelt pege på markante
brudflader. Det gælder allermest tydeligt, når filmen veksler mellem sin
hovedkarakter som en fiktiv figur og en performer. Det sker i forbindelse med filmens
første nummer på kasernens sovesal: Mona er nervøs ved situationen og direkte angst
for at skulle klæde om og overnatte på kasernen blandt husarerne, men da musikken
til Jeg er Krykhusar starter, forvandles hende nervøsitet til lystfuld ekshibitionisme.
Koreografi og optræden udvikler sig til en veritabel striptease med husarerne, der står
for, med ryggen til den omklædende Mona. Da omklædningen begynder i takt til den
ikke-diegetiske musik, bevæger husarerne sig i en rundkreds om Mona, og den første
husar når lige at skjule for os, at Mona knapper sin kjole op. Husarernes blikke er
peget væk fra Mona, men får, efter deres tilfredse blik at dømme, rigeligt ud af at
kigge ud på os. Hvor vi i første omgang er forhindret i at se Mona i halvafklædt figur,
slår strategien helt om, da sangen er godt i gang, og hun står nu og viser sig
selvsikkert i smart silkeundertøj. Nummeret synes herudover at gøre en dyd ud af at
koble motivet ”gift kones overnatning på kaserne” med en overdådig række af
seksuelle hentydninger, der giver lejlighed til at gå på vovet opdagelse i karakterer og
motiver. Selvom teksten er fuld af ”hov, hov” og ”saa, saa”, står frækheden og
selvsikkerheden i nummeret i markant modsætning til Monas opførsel indtil da.
Mændenes rytmiske ”javel” til hendes formaninger i sidste vers iscenesætter ydermere
Mona som en knibsk dominatrix. Diskrepansen mellem den generte Mona og den
frække performer er tydelig, men dette forhold muliggør blot endnu en række
seksuelle hentydninger.
Filmen ender med, at Mona og Carl Johan lister op af trappen til boudoiret for endelig
at fuldbyrde ægtepagten med god gammeldags heterosex, men det er det rene
ingenting i forhold til, hvad filmen indtil da har disket op med: ægteskabsbrud og
hanrejer, voyeurisme, striptease, gruppesex, tværgenerationssex, onani og
homoseksualitet.
Min Kone er Husar! er et eksempel på en meget velsmurt og sammenhængende og
genkendelig intrigekomedie. I intrigeplottet er modstanden rykket ned på handlingens
og karakterernes niveau, hvor de hele tiden klæder sig og verden ud. Intrigekomedien
er dog langtfra en neutral baggrund, idet dens udklædnings- og intrigenormer
determinerer karakterernes muligheder. I filmen brydes der mange flere tabuer end
filmen nominelt handler om. Den lader ved sine intriger og udklædninger
121