1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 12 -
fuldendt Gentleman”, i sommerhus i ”Mille, Marie og mig”, i telt i ”Weekend”
(hvor robåd er transportmidlet) og i Sjette Trækning” (hvor cyklen befordrer
personerne), i sejlbåd i ”Snushanerne” og pr. bil (mændene) og cykel (pigerne)
i ”Sol over Danmark”. I ”Ud i den kolde sne” og i ”Frk. Møllers jubilæum”
holdes ferie henholdsvis i Norge og Sverige. (Brøgger 1979: 39)
Eller hvordan de forvrænger virkeligheden:
danske film i 30’erne kender ikke til kvindelige pensionister, kvindelige
funktionærer og andre inden for post, telefon, radioen, jernbaner og skibsfart
og har meget lidt kontakt med kvinder inden for håndværk og industri. At
procenttallet for kvinder i de liberale erhverv i filmene nøjagtigt er det halve af
antallet i Danmark 1940, kunne forlede én til at tro, at man bevidst ville have
kvinderne til at se bort fra den kendsgerning, tallene fra 1940 giver indtryk af,
nemlig at kvinderne virkelig (...) var meget nær en ligestilling. (Brøgger 1979:
62)
Igen har vi en symptomatisk læsning, men man må bøje sig for den præcision, han
lægger for dagen. Brøggers præcision og grundighed har i flere tilfælde lettet mit
arbejde. Således har særligt hans registrant været til stor hjælp. Brøggers bog bliver
nu det primære referenceværk, når filmene beskrives, og det sikrer en grad af
lødighed.
Edvin Kau og Niels Jørgen Dinnesens hovedfokus i Filmen i Danmark fra 1983 er
institutionsanalyse og en socialhistorisk perspektivering af lydfilmen fra 1930-82, og
som sådan er det hovedværket. Afsnittet om trediverne gør bedst rede for netop de
perspektiver. Når det kommer til æstetisk analyse af filmene, bruger de ikke samme
systematik, som ellers kendetegner bogen. Der er interessante og relevante
betragtninger, blandt andet vedrørende social opstigning i filmene og filmenes
antihelteroller. Men pointerne drukner med god brug af Harald Engbergs
ideologikritik i forfatternes mistænkeliggørelse af kapitalismens kræfter (Kau og
Dinnesen 1983: 108-9). Kau og Dinnesen kan ikke se ud over et indtjeningsmotiv,
som hele tiden trumfer eventuelle genre- og mediemæssige overvejelser.
Den dominerende filmgenre var lystspillet, eller sagt på en anden måde: Et
vist komisk islæt indgik som hovedingrediens i de fleste film. Årsagen er let at
se: publikum kunne lide at se morsomme film, og når hver film skulle ses af
over en halv million mennesker for at kunne betale sig, fik de naturligvis,
”hvad de ønskede” – i form af farcer, komedier, lystspil, kriminallystspil,
revyfilm osv. Hver enkelt film blev en slags cocktail, rystet af producenten og
hans mansuskriptforfattere, instruktør m. fl. med stænk af alle de elementer,
som erfaringen havde vist, eller næsen fortalt, svarende til, hvad hovedparten
af publikum ønskede: Stjerner, romantik, dramatik, komik, iørefaldende musik
osv. (Kau og Dinnesen 1983: 104-5)
Søren Kjørups Kosmorama-artikel fra 1991 om Skaf en Sensation leverer en
banebrydende og velargumenteret analyse af filmen som en nøgle til at forstå
tredivernes film som en række ikke-narrative, oplevelsesmæssige indslag. Denne
åbning over for at se filmene på en anden måde tages dog ikke umiddelbart op af
andre.
12