1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 98 -
Gunning placerer slapstickkomediens gags som integrerbare i den klassiske
hollywoodfilms narrative format. Derved ser han altså slapstick’ens gags og
performative elementer som grundlæggende afvigende fra den attraktionskultur, der
karakteriserede filmen omkring århundredeskiftet, og som han selv tidligere har
beskrevet under betegnelsen Cinema of Attraction (Gunning 1986).
Bordwell, Thomsen og Staiger beskriver i The Classical Hollywood Cinema narrativ
fremdrift som baseret på tilskuerarbejde med en central karakter, en
problemopstillende og -løsende struktur og en gennemsigtig stil. I forhold til alle
filmens elementer fokuserer tilskuerens arbejde på den narrative fremdrift i forhold til
denne karakter. Hver del lukker for en hypotese og åbner for en anden, ligesom en
grundlæggende hypotese lægges an i starten og lukkes i slutningen. David Bordwell
peger på denne klassiske hollywoodske modus som en meget inklusiv størrelse, der
kan indeholde voldsomme modsætninger. Bordwell bruger æstetiske analayser af
slapstickkomedier som eksemplariske eksempler på klassisk hollywoodfilm
(Classical Hollywood Cinema). Det gælder for eksempel Douglas Fairbankskomedien
Wild and Woolly (Bordwell 1985: 166-169) og Buster Keaton-filmen Our
Hospitality (Bordwell, Thompson 1996: 199-205). Han argumenterer, at gags og
performative elementer ikke skaber brud, men at de indgår i et klassisk
kompositionsprincip: ”In such ways, conventions of the more stylized genres operate
as limited plays with the classical compositional dominant.” (Bordwell, Staiger,
Thompson 1985: 72). Deres tanke er, at alt, hvad der ikke kan motiveres
kompositionelt i forhold til filmens handlings- eller temaopbygning, skal forstås i
relation til genre: ”The most wrenching aspects of these films, their most ”radical”
moments, are in fact codified through generic convention.” (Bordwell, Staiger,
Thompson 1985: 71). Bordwell og hans medforfattere maner til ro over for dem, der
mener, at denne genremæssige motivation er at forstå som brud.
This seldom disturbs us, however, because in such instances the typical
multiple motivation of the classical text simply gives way to a more liniar
series: a scene motivated compositionally, then a song or gag motivated
generically, then another scene, and so forth.
We should not (...) make too much of the episodic quality of these genres,
since the classical cinema tended to unify each genre’s disparate appeals and
to limit the genre’s stylisaton. (Bordwell, Staiger, Thompson 1985: 71)
De fremfører selv, at der forekommer en normativ regulering af input: ”The bursts of
stylisation (a Busby Berkeley number, a Mamoulian passage, or a Harpo Marx sight
gag) remain tied to the classical norm in that the norm defines the duration and range
of permissable stylisation.” (Bordwell, Staiger, Thompson 1985: 71). Da Bordwell,
Staiger og Thompsons æstetiske model til dels er baseret på institutionen Hollywood
og dens industrielle praksis, synes det til en vis grad givet, at alt det, der kommer ud
fra Hollywood i perioden 1917-60, må være integrerbart.
Gags og performative elementers integrerbarhed bliver ikke sjældent fortolket som et
udtryk for kontrolleret ideologi. På overfladen virker det måske oprørende med blik i
kameraet og fast motion, men da oprøret indeholdes i filmens udsigelse samt er
forventeligt, mister det sin farlighed. Her er det Krutnik, der i bogen Hollywood
Comedians tager den ideologiske brod af gags og performance.
98