1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 141 -
som dukkefører. Han afbrydes af en begejstret Hercules, der har svært ved at styre sin
indlevelse. Hercules og de andre gæster til Eriks forestilling er set igennem og
indkranset af kulissen, set fra scenen, mens den vrede dukkefører stikker hovedet op i
dukketeateret (ill.). I filmens slutning genoptages tematikken, hvor Erik tager til
Hollywood for at filme sit manuskript ”Plat eller Krone” om venskabet mellem to
venner og lykkens op- og nedture, med andre ord den film vi har set. Både i start og
slutning markerer fiktionen filmens virkelighedsdimension som iscenesat.
Erik (Angelo Bruun) og Hercules (Ib Schønberg) er vokset op sammen i en
upstairs/downstairs-relation med Erik som den rige og Hercules som den jævne
følgesvend. Deres økonomiske og personlige skæbner knyttes på forskellige måder
filmen igennem. Således kan Hercules, efter at have vundet i lotteriet, redde det firma,
som Erik har kørt ned med sin spillelidenskab. Han sørger også for, at Erik og Margit
(Lis Smed) får hinanden til sidst.
Fiktionslegen optræder løbende igennem filmen. Som voksen har Hercules heller ikke
glemt sin fascination af Gøngehøvdingen, og her fortæller han begejstret staldkarlen
Søren (Rasmus Christiansen) om den danske klassiker.
Hercules
Forstaar du altsaa, saa tager de Kulsoen og sætter hende ud paa Isen. Men saa i
tredivte Kapitel, saa lokker Svenskerne Gøngehøvdingen i Baghold.
Søren
Aaaer, er du Tosset – Jamen hvad gør saa han, den tykke Ib?
Hercules
Ja, hvad gør Ib, han gør jo, hvad han plejer. Se nu altsaa til slut saa’ det Ib der redder
det hele, mens alle sammen rejser sig og raaber: Leve Danmark, leve Danmark!
Referencen til Svend Gønges væbner Ib og dennes evne til at redde situationen er
tydeligt spejlet i filmens handling, hvor Hercules har et væbneragtigt forhold til
barndomsvennen og gang på gang redder situationen for ham.
Det er yderligere meget markant, at dialogen nævner Ibs navn tre gange samt refererer
til, at han er tyk. Forbindelsen til Ib Schønbergs navne- krops- og rollesammenfald
med romanens Ib er åbenlys. Filmen refererer således eksplicit til skuespilleren i
rollen og i forlængelse heraf til hans optræden i en mængde film, hvor han spiller
skæve helte- og hjælperroller. Filmen synes ligeledes at udpege Schønbergs
signaturrolle som jovial politimand i Panserbasse, der netop ender med, at kvarterets
børn står og råber ”Panserbasse, længe leve”.
I Snushanerne oplever vi, hvordan ”filmsjournalisterne” Lasse og Basse tilrettelægger
en film i filmen. ”Filmsdirektøren” (Sigurd Langberg) har givet dem præcis to uger til
at få lavet et ordentligt ”moderne Filmsmanuskript”. De ved ikke, hvad de skal skrive
om, men så møder de Juliane (Carola Merrild), og da de har hørt hende synge den
jazzede Hvad er det med Juliane?, siger Basse til Lasse ”Du-eh, det var da et
glimrende Nummer at starte vores nye Manuskript med”.
De to præsenterer Juliane for ideen om at tage på smuglerjagt, og inden vi får set os
om, har vi fundet ud af, at Juliane er datter af filmdirektøren, i færd med at løbe
hjemmefra og har nøglerne til fars motorbåd og er parat til at tage de to med på
smuglerjagt. I filmen er det et gennemgåendes plotelement, at de to strander i deres
manuskriptskrivning. Der opstår dog hele tiden situationer, som de kan bruge. Når det
141