1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 110 -
ja, selve det faktum, at komedierne hentyder til hin spisevært i Købmagergade
eller den pris for at komme op i Rundetårn, giver deres ironi fornyet kraft, thi
dermed forlades illusionsprætentioner – når man oppe på scenen taler om det,
der ligger få skridt fra salen. (Kruuse 1964: 112-3)
Kruuses analyser af fiktionsironi illustrerer perfekt det ofte komplicerede og
flerlagede i fiktionsironien. Som i dette tilfælde med prisen for at komme i Rundetårn
mærker han med en sensors sikkerhed, hvilken vinkel komedien klarest kan
analyseres fra. Her taler han om kandestøberens frue, der har fået storhedsvanvid:
Resten af akten drejer sig om Geskes håbløse forsøg på at vise sig fornem. Det
er en ironisk situation. Geske og hendes omgivelser spiller en komedie, som
de tror er sand, og de spiller den for mennesker på scenen, som ved, at den
ikke er sand, og for mennesker i salen, som ved endnu mere. (...) Det er udført
i den fineste leg med forskellige planer af illusion. Først teaterillusion: så
Geske og hendes, der i troskyldighed spiller et spil. Overfor dem de fine
damer, der bevidst spiller et spil. Det vil sige, at alle på scenen hele tiden er
noget, de ikke er. (Kruuse 1964: 66)
Den oplagte pointe - at Geske er til grin - bliver hos Kruuse til en meget mere
nuanceret og dog klar pointe om, at komedien ligger, ja, overalt i komedien – og at
den genererer et meget mere komplekst følelsesmæssigt potentiale end en
ophobnings-udløsningsforklaring kan gøre rede for.
9.7 Karakterer og et komedieplot
L. J. Potts Comedy beskriver komedier fra antikke klassikere til George Bernhard
Shaw med speciel vægt på engelsk komedietradition. Potts tilhører den stærke
tradition af forskere, der arbejder ud fra en aristotelisk tvedeling af dramaet mellem
komedie og tragedie. Han opstiller en tragisk plotdynamik, den tidsmæssigt-kausale,
over for en komisk, den rumlige. Den tidsmæssigt-kausale dynamik er den, vi normalt
opfatter som plot, nemlig en række af begivenheder, som karakterer indgår i og lader
sig definere af. Komedien har ligesom tragedien sådanne kausale-temporale plot, men
som han beskriver det, er komediens dynamik ikke defineret af karakterer, der ændrer
sig som følge af plot. Komediekarakterer har ofte så markante konstruktionstræk, at
man inviteres til at opfatte dem som personificerede ideer. I dem er strategiske træk
forstørret, formindsket og forskruet, således at publikum inviteres til at tolke dem i
forhold til en samlet ide. Denne ide-identitet betyder, at karaktererne erkendes som
konstruktioner og derfor ikke kan indgå i plottene på samme måde, som realistiske
karakterer kan. På overfladen kan de synes at følge en handling, men komediens
karakterer synes ofte sært uantastede og uberørte af det tidsmæssigt-kausale plot. I
stedet agerer de inden for en anden logik, som Potts beskriver som ”a plot of space”.
Dette rumlige plot skal bestemt opfattes som en abstraktion ikke at forveksle med
handling i et konkret rum. I det rumlige plot balanceres og proportioneres
karaktererne ved hjælp af kontrast, samspil og gensidig indflydelse. Dette beskrives
som essentielt for komedie:
What is essential to a good comic plot is an exact balance and proportion
between the characters, and a progressive relevation of their true nature by
means of contrast, interplay, and mutual influence. (Potts 1961: 140)
110