1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 60 -
Stemmerne i transmissionerne spænder fra Gösta Ekmans dramatisk hviskede
Vaagvise på Sjön til Armstrongs scat-sang og Roy Fox-orkesterets humoristiske
Louisiana med gisp, råb og pauser. I disse mærkes tydeligt filmens redundante
strategi med at billedunderbygge stemmer. Det samme gøres med lyde i
xylofonekvilibristen Teddy Browns numre og Erik Tuxens finalenummer, hvor
kameraet systematisk gennemgår instrumenterne, efterhånden som de har deres soloer
(dvd 31).
Brandstrups rolle som konferencier er central i denne aftentransmission, der er fuld af
eksotiske indslag med sprog og kunststrategier, der er potentielt svært forståelige.
Lily Gyenes og hendes sigøjnerorkesters optræden eksemplificerer, hvordan det
eksotiske bearbejdes i retning af noget forståeligt og dansk. Brandstrup introducerer
deres sidste nummer med at fortælle, at de er blevet bedt om at spille en dansk sang,
og at de selv har valgt, at det skulle være den smukkeste, de kendte. Herpå går tæppet,
og orkesteret spiller intet mindre end fædrelandssangen, som vi oplever i slående
samspil med sigøjnervioliner og sorte øjne. Louis Armstrongs sorte, scattende,
grimasserende optræden har givetvis været oplevet som meget fremmed. I denne
sammenhæng fungerer Brandstrups helt utroligt politisk ukorrekte præsentation af
Armstrong til at placere kunstnerens race i en meningsfuld kontekst:
Det er Tropenat i Junglen, den sorte Brøleabe med de store hvide Tænder og
de stærke Gribehænder kravler rundt i Skovens Kroner brølende de stygge
Toner, styrter som et Lyn fra Grenen - Louis Armstrong er på Scenen.
Armstrongs optræden bearbejdes videre i en sketch bag scenen, hvor en stresset
kvinde (Erika Voight) har travlt med at vaske og tørre lommetørklæder til den storsvedende
Armstrong. Senere optræder Ib Schønberg i blackface-nummeret My dear
little Mother, komplet med minitrompet og en tekst, der handler om Armstrong som
”blæser og skriver og hvæser” og er en ”black Niggerboy, black in Face og black på
Tøj” 8 .
Set med moderne øjne er Schønbergs parodi ikke særlig rammende, og havde det ikke
været for trompeten og den direkte navngivelse af Armstrong, er der ikke megen
forligelighed tilbage. Til gengæld er det er en oplagt parodi på Al Jolsons meget
sentimentale black face-optrædener i film som The Singing Fool, hvilket er
understreget af parodien på det melodramatiske, blandt andet moderbindingsmotivet
om kære lille mor, der gentages i hvert vers. Ligesom det var tilfældet med
Brandstrups Afrika-kontekstualisering, knytter Schønberg med sin parodi Armstrong
til den kendteste performer af samme race, der ironisk nok er Al Jolson og hans
performancestil.
Opsummerende kan man sige, at de studiebaserede dagsprogrammer er præsenteret
som stive og kedelige. De er lette ofre for Brandstrup og Schønberg, der sætter
udsendelser og henvendelsesformer over styr med dekonstruktive strategier og leverer
en bredside til højtideligt, alvorligt og belærende sprog. København, Kalundborg og ?
viser, at forcen ved radioen er aftenprogrammets transmitteringer, der fremstilles som
moderne, underholdende og afvekslende. Programmet zapper fra nummer til nummer
og videregiver en følelse af uforudsigelighed og spontanitet. Ikke mindst fremhæver
transmissionen internationalitet og eksotik. Filmen indlejrer og bearbejder det
8 Dette vers er ikke på plade- eller cd-versionen af My dear little Mother.
60