1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 11 -
Asa og Weel fik sig også en solid folkelig succes på en filmatisering af Jeppe
Aakjærs Livet paa Hegnsgaard med Holger Reenberg og Axel Frische som
overvættes tilforladelige bønder fra de rigtig gode gamle dage. Alt var trygt, vi
hvilede rigtig i os selv. (Neergaard 1960: 102)
Og bare benævnelsen af Lille Connie kan få pennen til at dirre af sarkasme: ”og Lille
Connie som lille, søde Connie, det var så ganske dejligt, hele landets trettenårige
publikum dånede af henrykkelse...” (Neergaard 1960: 102).
Kapitlets åbenlyst usystematiske kritik synes at reflektere, at det både er accepteret og
respektabelt at rakke trediverfilm ned. Enigheden om filmenes undermål er så
rungende, at kritikken af årtiets film tilsyneladende er overgået til en barok fase, hvor
det handler om at komme med den mest sønderlemmende kritik med sigende og
farverige metaforer. Erik Nørgaards Levende billeder i Danmark fra 1971 stiller sig i
køen med besk-underholdende kritik med eskapisme som det altdominerende
omdrejningspunkt. Skaf en Sensation bliver taget til direkte indtægt for eskapismen:
En af 1934’s mest omtalte film hed ”SKAF EN SENSATION” og fortalte om
en bladredaktions nyhedsnød, men for os at se i dag er det lidt af en
falliterklæring både for bladet og manuskriptforfatteren: valutacentralen var
netop oprettet for at modvirke arbejdsløsheden, Kanslergade-forliget var
indgået med en socialreform og forbud mod strejker og lockout,
socialdemokratiet varslede ny forsvarspolitik osv., og lige syd for grænsen af
Danmark: en strøm af flygtninge, stribevis af meningsløse porno-domme osv.
Dramaet og menneskelige konflikter lå lige uden for døren og ventede på at
blive taget op. (Nørgaard 1971: 150)
Metoden minder, hvis man ser bort fra den sarkastiske tone, om Sigfried Krakauers
symptomatiske læsninger af tysk film i From Caligari to Hitler.
Søren Kjørup analyserer i en artikel fra 1971 tre film af George Schnéevoigt, Skal vi
vædde en Million -?, Rasmines Bryllup og Odds 777. Han konkluderer, i øvrigt i tråd
med Sønderby, at jo mere man har lagt sig op af en dansk komedietradition, des bedre
resultater. Artiklen er et vigtigt eksempel på, at filmen kan være andet end
temperaturtagning på samfundet.
Den eneste boglange gennemgang af dansk film i perioden er Chris Brøggers 30'ernes
danske spillefilm fra 1979, og den må betegnes som en milepæl for forskning i dette
område. Afhandlingen er bygget op af et kapitel om sociale og politiske forhold i
Danmark i trediverne, derefter af et kapitel om de filminstitutionelle forhold og til
sidst et kapitel med teknisk-formelle analyser af elleve film. I de analyser er der en
klar vægtning at visuelle stiltræk, der er eksklusive for film - klipning,
kamerabevægelser og nærbillede. Denne ensidige vægtning og analyse- og
genreafsnittets svagheder i det hele taget kan helt eller delvist forklares med den
voldsomme begrænsning, at han kun har set elleve af de 77 film i analyseøjemed,
Hans kategoriseringer og vurderinger er således i høj grad baseret på anmeldelser,
programmer og omtaler. Begrænsningen leder ham ad mere slagne veje, som når han
analyserer filmene som et udtryk for, hvordan de afspejler tredivernes virkelighed.
Et tegn på, at nationen i 30’erne får en bedre ferieordning, kan muligvis ses i
10 film, hvor en del af personerne eller alle først og fremmest holder ferie: på
gods ”De bør forelske Dem”, ”Sjette trækning”, ”Giftes nej tak” og ”En
11