1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 160 -
universets forandring i forhold til dette ønske. Laing og Altman insisterer trods
ændringer i det fiktive univers på at arbejde med sammenhængende diegese og enhed
i karaktererne som udgangspunkt. I denne sammenhæng kan man kritisere dem for at
lægge for megen vægt på karakterernes psykologiske tyngde og i forlængelse heraf
den subjektivitet, som numrene påstås at være udtryk for. Det interessante ved Laing
og Altmans tanker er dog, at de begrebsliggør den overskridelse, som vi oplever
karakteren foretage samt den nye position, det placerer os i.
Jeg ønsker at bruge Laings og Altmans begrebsliggørelser med to markante
ændringer. Den første er ikke at lave en distinktion mellem typer af musiknumre.
Dette bunder i to ting. For det første: skellet mellem diegetiske og ikke-diegetiske
numre, som teorien lægger meget vægt på, forekommer på ingen måde så udtalt i
dansk trediverfilm. Her er det til gengæld karakteristisk, at musiknumre, diegetiske
eller ikke-diegetiske, har en så markant performancekvalitet, at det ville give et
upræcist billede at isolere de ikke-diegetiske numre i en subjektiv logik og ikke i en
performance-sammenhæng. Filmenes afvisning af sammenhængende og entydige
diegeser gør det muligt, at både karakter- og performancekarakteristika kan komme til
udtryk inden for en æstetisk størrelse som musiknummeret (Hartvigson 2006b). For
det andet: Ideen om den sammenhængende karakter som udgangspunkt for analysen
afvises, da det er tydeligt, at virkelige performere ikke kan beskrives som parasitter på
en nominel rolle, men at der er tale om en regulær dialektik mellem de to. Man kan
sige, at filmen iscenesætter rollen på en måde, så den ikke alene fremhæver træk, som
peger tilbage på skuespilleren. De sætter en ære i at fremvise denne dobbelte
performer-rolle-strategi. Stjernekarakteren modsætter sig en entydig fiktiv læsning,
idet rollen ikke kan adskilles fra performerens evner.
Mille, Marie og mig
At placere Marguerite Viby i et plot, hvor der er udklædning, spiller i sig selv op til
hendes talent. Men filmen går længere, for den kan sagtens rumme, at denne
trediverstjerne træder ud igennem rollerne og giver nummer efter nummer.
I Mille, Marie og mig synger Viby Jeg har elsket dig, saa længe jeg kan mindes i tre
versioner, en kvidrende klassikerversion i satin-kjole og hvidt, en blødt scattende bawou-ba-dee”-udgave
på sommerscenen og afslutningsscenens ”naturlige” fremførelse.
Foruden disse fremfører hun den sprælske Hot, hot, der både viser hendes evner for
ordspil og tongue-twisters og hendes evne til at kombinere sang og fysisk fremtræden.
Tilsammen understreger fire numre bredden i Vibys performer-talent.
Mille, Marie og mig fremhæves af flere for sin moderne tematik og kønspolitiske
dagsorden 40 . Filmens systematiske angivelse af hendes forskellige fiktive lag og
gestaltninger peger givetvis på de krav, der stilles til den moderne kvinde.
Det, som denne analyse peger på, er imidlertid, at filmen udnytter komediens
spændstighed til at iscenesætte sin hovedkarakter på en række måder, der matcher
skuespillerens evner. Dette betyder, at filmen åbenbares som vehikel for en stjerneperformer,
samtidig med at den fungerer som en fortælling om Ellen Klausen.
Marguerite Viby spiller Ellen Klausen, der skifter mellem identiteter for at få
forskellige sider af sit liv til at gå op i en højere enhed. Hovedkarakteren hopper fra
den ene til den anden sfære, mens hun ifører sig forskellige kostumer, attituder og
evner. Hun er Klaus, en drenget medicinstuderende, Mille, en kvidrende
natklubstjerne og Marie, en jysk tjenestepige. I alle sine identiteter render hun ind i
40 Se for eksempel Bondebjerg 2005, s. 186.
160