1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 106 -
For Thomsen er ironien den centrale hovedkategori til forståelse af komedien. Hans
ironibegreb stammer fra lingvistikeren W.-D. Stempels afhandling Ironie als
Sprechhandlung. Stempel opstiller den ironiske prototypesituation mellem en
afsender og modtager, hvor afsenderen overtager modtagerens udtryksmåde eller
meninger. Afsenderen overtager dele af modtagerens identitet gennem en
efterligning, der ligner anerkendelse. I overtagelsen gemmer der sig dog altid et ”somom-spil,
et skuespil med titlen Afsenderen som Modtager” (Thomsen 1986: 39). Til
dette skuespil er et publikum nødvendigt, da modtagen ikke nødvendigvis er et
menneskeligt individ, og da talehandlingen kræver to parter. Thomsen kalder den til
komedien overførte ironi for fiktionsironi. Her står komedien som afsender, der
overtager forskellige udsagn, holdninger. På den ene side fremstår de som værkets
egne, men på den anden er de markeret eller sat i gåseøjne. Det er entydigheden
inficeret af ironiens citatkunst (Thomsen 1986: 44).
Der findes ingen egentlig opløsning af denne ironi: Fiktionsironien er en form for
evighedsmaskine, som han beskriver således”komedie som en kontekst til bestandig,
uventet aktualisering af medbetydninger” (Thomsen 1986: 86). Dette medfører for
publikum et stadigt tvesyn på det, de ser i komedien.
Thomsen uddyber sin citat-metafor ved at påpege, at der er tale om ”citatkunst på
klichéjagt”, hvilket placerer komediens citatkunst i direkte forbindelse med de
æstetiske strategier parodi, pastiche, travesti og karikatur (Thomsen 1986: 44).
I brudfladernes ironiske spil ligger en oplagt forklaring på, at komedien elsker det
kendte og gentagelser 20 . For jo mere kendt et givent fiktivt element og dets logik og
normer er, des vildere og mere originalt kan det indgå og udfordres i en intertekstuel
og ironisk leg. Thomsen beskriver komediens stærke binding til traditioner og dens
uendelige genbrug af karakterer, handlinger og motiver:
Det er en gammel historie er generelt komediens uimponerede synspunkt (...),
men generøsiteten her består i, at den anlægger det på sig selv, for spillets
regler skal ikke være nogen hemmelighed. Og hermed er ”typernes og
motivernes forslidthed” selv blevet et motiv...
Men i denne selvironi lyder der et: Nu skal jeg vise jer – hvordan jeg kan
kombinere disse få og gamle brikker på en ny måde! (Thomsen 1986: 237)
Den åbenlyse sammensætning af uens elementer aktiverer fiktionsironien. Det gælder
ligeledes, når komedien stolt fremviser, at den stammer fra en række forskellige
medier og traditioner. Thomsen taler således om komediens evne til at huse
forskelligartede æstetiske og diskursive størrelser som monologer, koreografier,
danseoptrin, pantomimer og akrobatik (Thomsen 1986: 34).
20 Brudfladedynamikkens brede forklaringskraft ses i dens evne til at beskrive forhold
ved komedier i forskellige tider og kulturelle tilhørsforhold. Brudfladeæstetikken
gælder en række af Molières komediers intermedier og balletoptrin (Vedel 1929: 256-
9), Holbergs universer er par excellence splittede (Kruuse 1965: 191) ligesom
Commedia dell’artes faste fysiske gags, lazzi og de faste monologer concetti ofte
sprænger situationens logik. I den danske vaudevilletradition, som Heiberg beskriver
den, er samkørslen mellem musik og replikker helt central (Heiberg 1968: 41).
Sammensætningen af musikalsk og realistisk findes ligeledes i syngespil, operette og
musical.
106