1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 33 -
3. Stemmen
Stemmen er i fokus som i intet andet årti i filmhistorien. Stemmen bevæger sig fra at
være en diffus hypotese hos tilskueren til at blive en direkte hørbar og meget sigende
størrelse i rummet omkring os. Stemmen er sigende i den forstand, at der er plads til
mange flere talesprogsinformationer end i stumfilmen, eftersom dens informationer
kan afleveres og forstås hurtigere end i mellemtekster. Men stemmen er også sigende i
den forstand, at tredivernes stemmer kan have fascinerende betydning udover sprogets
denotative niveau. Dette kommer tydeligt til udtryk ved, at det er de egenartige og
ideosynkratiske stemmer, der er i centrum i trediverne.
En lang række teoretikere har beskæftiget sig med stemmen, der er i en eller anden
fase af løsrivelse fra betydning. Således har psykoanalysens teori fokuseret på en
oprindelig forbindelse til moderens stemme og lyde. Fremtrædende forskere som
Jacques Lacan og Roland Barthes har denne uridentifikation som omdrejningspunkt 2 .
For denne afhandling rækker det dog at pege på den bevidste erfaring, at stemmernes
frembringelser tenderer mod at overskygge betydningsproduktionen, når vi hører
uvant sprog. Dette fokusskifte til harmonier, rytme, klang og tone betyder, at
stemmens lyriske potentiale sættes i spil.
Stumfilmen var fuldt ud i stand til at repræsentere stemmen lyrisk gennem
musikakkompagnement, hvor stemmen var hørbar via en instrumentering, der
strategisk vægtede temperament, køn og alder. Denne strategi overførtes også til
lydfilmen, for eksempel i den kendte slåskamp i 5 raske Piger, hvor instrumenteringen
er brugt komisk. Den virkelige stemmes tilkomst til mediet giver filmen en principiel
muligheds for at nedtone sit lyriske potentiale. I praksis er det dog ikke det, der sker.
Stumfilmens abstrakte lyrificering bliver i tonefilmen til alt fra lyrisk skønsang til
råbesangens tarvelige, skæve lyrificeringer.
3.1 Matchning af læber og stemme – sigende instrumenter
Synkroniteten mellem mund og stemme dyrkes med en næsten uforskammet
intensitet. I Syng en sang fra Week-end er alle mulige syngende københavnere på vej
ud i det nye spændende weekendfænomen. Filmen klipper mellem dem, således at vi
hører og ser de syngende stemmer, den tykke familiefar med den dybe stemme,
spejderpigerne med friske utrænede stemmer og damen, der synger skønsang til sig
selv i spejlet (dvd 21).
En generel matchningsstrategi af stemme og mund betyder, at dialogscener sjældent
bruger voice-over. Samtalernes shot-reverse-shot-dialogsituationer har således fokus
på den talende part. Matchningen kan synes næsten programmatisk efter årtier, hvor
radio, grammofon og telefon har gjort folk vant til, at de skulle forholde sig til
stemmer, der var adskilte fra kroppe.
Rent teknisk er matchningen muliggjort ved Petersen og Poulsens lydsystems
fantastiske synkronitet 3 . Denne type optagelse har en markant oplevelsesmæssig
kvalitet, idet den giver rig lejlighed for at gå på opdagelse i både stemmens og
samtalens dynamik. En sådan fascination af samtalen er smukt illustreret i slutningen
af Kobberbryllup, hvor stemmen er det absolutte midtpunkt.
2 Lønstrup nævner også Michel Poizats jouissance og hans bemærkninger om
dialektalt og fremmedsprog (Lønstrup 2004: 51).
3 Der kan også gives en teknisk grund til årtiets mange dialogscener i faste two-shots,
nemlig at man først i 1933 begyndte man at bruge play back (Brøgger 1979: 41).
33