1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 161 -
sin medicinprofessor (Aage Fønns), som hun ender med at blive forlovet med. På et
strukturelt plan opererer filmen med et parallellitetsprincip mellem Ellen og
Publikumskontakt og performer-attitude. Marguerite Viby i Mille, Marie og Mig.
professoren, der på hver deres måde er optaget af at få styr på Ellens identiteter.
Ellens række af roller og identiteter er dog bemærkelsesværdige i forhold til den
entydige gestaltning af professoren. Ud over den bredde Ellen lægger for dagen inden
for plottet, har hun en slående diskursiv rækkevidde. Hendes musikalitet eksisterer
således både inden for universet og i direkte relation til tilskueren. Denne bredde gør,
at Vibys figurer dominerer fiktionen, så alle andre – hvor vellykket de end spiller
deres figurer - forbliver side kicks til hende. Rivalinden (Sonja Steinke) er bundet til
en begrænset æstetisk og diskursiv sfære og fremstår hverken som en plot- eller
performermæssig trussel. Hot, hot og den tre gange gentagne Jeg har elsket dig, saa
længe jeg kan mindes afspejler en flertydighed eller fluktualitet i figuren. De
forskellige stilarter og performance-evner siger ikke noget systematisk om Ellens
personlighed. Til gengæld skaber de et systematisk performerportræt af en kunstner,
der kan scatte, synge refræn, parodiere, være indfølende og ikke mindst charmerende.
Filmen kombinerer karakter, rolle og skuespillerens talent i situationer, temaer og
miljøer. Det modsvares af et publikum, der er indforskrevet til at anerkende filmens
æstetiske og diskursive logik via stjernen, der definerer grænserne for det komiske
univers. Hot, hot-nummeret indtager en særstilling i forhold til både rollen og
performeren. Nummeret er et sammendrag af en typisk dag for en medicinstuderende
klædt ud som tjenestepige, hvor morgentoilette, rengøring og studeren udføres med
benspjæt, tongue twisters og rullende øjne 41 . Nummeret er samtidig en
skuespilsmæssig og filmisk energiudladning, der iscenesætter performeren i tæt
samkørsel med filmens stilistik, hvis visuelle side er selvbevidst opsplittet i ni tids- og
41 Der er i stjernekarakterens performative evner en oplagt parallel til den
klassicistiske figurs oratoriske overskud.
161