1930'ernes danske filmkomedie i et lyd-, medie- og genreperspektiv ...

- 23 -
Når det kommer til udvælgelsen af analyseeksempler medfører dette et fokus på den
kvalitative bredde, at de ikke kan underlægges krav om at være repræsentative eller at
en have en generel forklaringsværdi. Med et korpus på enogtres film er det dog i
praksis muligt at anskue både den kvalitative bredde samt at gøre rede for
kvantitetsmæssig repræsentativitet.
1.3 Mediekonvergens knyttet til lyd
Afhandlingen arbejder ud fra den ide, at det er lyden, der er katalysator for filmens
identitetskrise i trediverne. Dette understøttes af Rick Altman, der ser det som et
generelt forhold ved filmens mediekonvergens, at den er knyttet til lyd. Det skyldes,
at lyden har gennemgået en række drastiske forandringer fra forrige århundredeskifte
og frem. Han sammenligner her med, hvor relativt lille forandring filmbillederne har
gennemgået i samme periode.
Whereas the film image has undergone little more than successive tinkerings
(along with the more important developments in color and shape), film sound
has been revolutionzed many times, each time in connection with
contemporary developments affecting other entertainment and communication
industries besides cinema. (Altman 1992:12)
Han viser, at filmmediet i USA i løbet af lidt over tyve år fra 1906 til 1929 bevæger
sig over en betagende mængde identiteter, hvor filmen modellerer sig efter andre
medier, idet han lægger vægt på, at denne modellering både foregår i forhold til
filmens æstetik og til dens eksterne bindinger.
Således begynder filmen i 1908 en storstilet produktion af varietéfilmatiseringer.
Filmen lægger sig op af en etableret teateræstetik, hvor en åbenlys relation mellem
publikum og scene indgår som centralt element. Indflydelsen mærkes også på det
forretningsmæssige plan, idet filmen overtager varietéens tradition for at præsentere
performeren som et hovednavn, hvilket for første gang muliggør, at stjernesystemet
systematisk indarbejdes i lanceringen af mediet. Operafilmatiseringerne omkrig 1911
er både et udtryk for filmens optagelse af operaæstetik og en målretning mod høje
sociale klasser som publikum til mediet. Andre medier, som filmen ifølge Altman
modellerer sig efter, er fotografi, illustreret musik, tegneserie, radio, fonograf og
telefon (Altman 1992: 116ff).
Altmans liste af medier, som filmen konvergerer med, er ganske betagende. Selv hvis
man ekskluderer nogle af de mere obskure medier som tegneserie og illustreret musik,
står det klart, at filmens identitet er blevet fortolket i forholdet til andre mediers
æstetik, industrielle praksisser og receptionsforhold, og at den ikke meningsfuldt kan
opfattes uden hensyntagen til dette.
David Sutton og Henry Jenkins har begge lavet studier af overgangen fra stum- til
tonefilm, der viser det relevante i Altmans tanke om en stemme-, musik- og
performance-domineret mediekonvergens. David Sutton viser i A Chorus of
Rasberries, hvordan engelsk film i trediverne med talende og syngende stjerner som
omdrejningspunkt assimilerede sig til music hall og varieté. Disse medier gav hver
især sikre bud på, hvordan stemme, sang og lyd i det hele taget kunne udnyttes
æstetisk. Han viser således, at den specifikke medialisering indebærer en assimilering
af ikke-narrative former og ikke-realistisk optræden fra music hall og varieté til film
(Sutton 2000: 29). Sutton kommer vi tilbage til i forbindelse med genredsikussionen.
23