Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

E S O S
Så langt mod syd, som det er muligt for de dødelige at rejse på
Niraham, findes det sagnomspundne rige Esos.
Riget blev grundlagt af profeten Eso, der var én af Jarcos fem
udvalgte forkyndere. Efter den store profets død, drog Eso gennem
den zarabiske ørken med en trofast skare af tilhængere. De
var opsatte på at finde et nyt hjem i det fjerne syd, hvor verden
var jomfruelig og uberørt, og hvor de kunne dyrke deres tro i
fred fra verdens krige.
Eso håbede at kunne skabe en ny begyndelse, hvor de sorger,
som havde præget profetens liv, blot var et svagt minde. Det
skulle være et land, hvor der ikke fandtes nød, hvor alle kærede
sig om deres nærmeste, og hvor sygdom og død blev fortrængt
ved De Sande Guders magt.
Det var en ambitiøs drøm, der i manges øjne syntes absurd.
Uanset, at man kendte gudernes kræfter, så fremstod Esos visioner
alligevel som et opgør med naturens orden, og man frygtede
at det gyldne håb blot ville føre gudernes uvilje med sig over de
formastelige.
Der var dog også de, der så håbet i Esos ord, og da han drog
ud, var det med en skare på næsten 100.000 mand med sig.
Hver og en havde de dedikeret deres liv til guderne, og de var
overviste om, at der ventede dem en lys fremtid, da de begyndte
deres lange vandring gennem ørkenen.
Drømmen braste imidlertid snart. Esos folk havde knap vandret i
en måned, før tørsten og Zikkhaørkenens evige sandstorme havde
decimeret deres antal. Folket, der havde følt sig som gudernes
udvalgte, efterlod et spor af døde bag sig, men det var for sent at
vende om. Også forkynderen Eso døde under rejsen, og udmattede
som de var, måtte folket nøjes med at give ham en kummerlig
begravelse i ørkenens sand.
Mindre end 1000 nåede deres mål, og det land der mødte dem,
havde ingen ligheder med det paradis, som Eso havde stillet dem
i sigte. Jorden var hård og knoldet. Kun nogle flå floder krydsede
landskabet, og vandet i dem var mudret og havde en bitter smag.
Der var ingen træer at finde skygge under, og solen bagte nådesløst
ned over dem. De var imidlertid opsatte på at opfylde den
store profet, og uanset de bristede drømme, slog de sig ned i
dette land, og besluttede sig for selv at realisere den store vision.
De anlagde en by, som de gav navnet Esos, og langsomt fik de
etableret et kummerligt samfund, hvor dagene gik med hårdt
arbejde og en vedvarende tilbedelse af guderne.
Igennem årene der fulgte, gjorde Esos folk en stor indsats for at
få de lokale ørkenstammer til at konvertere til De Sande Guder.
De havde imidlertid kun ringe held med deres foretagende, og da
der med tiden heller ikke kom flere karavaner til landet, måtte
beboerne efterhånden erkende at de var efterladte og isolerede.
Mere end et årtusinde er passeret, og Esos er nu efterhånden kun
en historie. Det vides ikke om riget stadig findes, eller om fortællingen
i det hele taget er andet og mere end en myte. Mange
drømmer imidlertid fortsat om det skjulte land, hinsides den store
ørken, hvor folket har dedikeret deres liv til guderne, og hvor
guderne i glæde herover, dagligt vandrer blandt de dødelige.
Riger og Kulturer
100