Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

D I L A R NA
Dilarna er frygten, hadet og det dybe mørke, overfor hvilket alt
håb må give fortabt. Hendes væsen indbefatter alle de følelser,
der fordærver sindet og leder det på afveje, og der er ikke det
væsen på Niraham, som ikke frygter hendes nærvær.
Uanset at hun måtte fremstå som en vederstyggelighed i kontrast
til de øvrige af Aferheims guder, så er der intet levende væsen,
der kan sige sig fri for at føle angst, had eller andre forbudte
følelser, og så længe sådanne tanker dvæler i de dødeliges sind,
vil der også være en guddom til at varetage dem. Der kan ikke
være lys, hvis der ikke også er mørke, og om end det er et dystert
hverv, så varetager Dilarna det på alle gudernes vegne.
Forståelsen af Dilarnas veje er derfor også ofte tvedelt: De fleste
ser hende som en mørke og sadistisk gud, der finder glæde ved
de dødeliges lidelser, men der er også visse tilhængere, der betragter
hende som den selvopofrende jomfru, der tager verdens
lidelser på sine skuldre og deler de dødeliges sorger. Som oftest
er tilbedelsen af Dilarna dog ilde set blandt Nirahams folk, og i
de fleste af verdens kulturer er åbenlys tilbedelse af hende decideret
bandlyst.
Efter himmelkrigene har Dilarna desuden trådt frem og overtaget
Buranias ansvar som de dødes gud og indsamleren af sjæle. Når
et af Nirahams væsener dør, sender Dilarna sine mirnere for at
indfange dets sjæl og bringe det til Paulun - døderiget. Her overleveres
sjælen i varetægten hos den af De Sande Guder, som den
døde tilbad igennem sit liv. Sjælene fra personer, der dør uden at
bekende sig til De Sande Guder, bliver imidlertid overdraget i
Dilarnas varetægt, og lider her en skæbne, der er værre end nogen
ondskab, verden kan byde på. Det varer ved, indtil de erkender
De Sande Guders magt, hvorefter de overlades til den af
guderne, som de finder den nærmeste tilknytning til. De vil dog
for altid blive ringeagtet og nedværdiget af sjælene fra dem, der
fulgte De Sande Guder igennem livet.
TILHÆNGERE
Skaren af Dilarnas tilhængere er præget af den samme tvetydighed,
som forståelsen af hendes natur. Hun har adskillige tilbedere,
ikke mindst blandt sortelverne, som finder stor magt i erkendelsen
af, at alle levende væsener har et mørke dybt i deres sind,
og at der er uendelig meget at vinde, såfremt man kan bearbejde
det og kontrollere det i andre. Der er imidlertid også dem, der
har vendt sig mod hende, fordi de lever med sorg eller smerte i
sjælen, og som håber på at kunne udfri dem gennem gudindens
gunst.
En del af Dilarnas tilhængere skal dog også findes blandt de
underkuede og svage, som efter et langt liv med underkastelse og
ringeagt, vælger at få afløb for deres had gennem hendes lære.
Der er megen skade at gøre, for dem formår at påkalde sig Dilarnas
gunst, og af samme årsag vil åbenlys tilbedelse af hende ofte
blive straffet hårdt og nådesløst.
En sjælden gang imellem sker det dog også, at man finder læger
og helbredere blandt hendes tilhængere. De føler, at de ved at
leve med smerten, bedre vil kunne forstå dem de forsøger at
hjælpe, og har derfor frivilligt valgt at give afkald på deres egen
glæde.
Religioner
151
SÆRPRÆG
Dilarna selv manifesterer sig kun overordentlig sjældent på Niraham.
De eneste, der med en vis sikkerhed mener at have oplevet
hendes tilstedeværelse, var sortelverne i tiden umiddelbart efter
Himmelkrigene, hvor hun åbenbarede sig for dem og afkrævede
dem deres loyalitet.
Hendes fremtoning er den af en ung og yndefuld kvinde. Hun er
dyster og hemmelighedsfuld af natur, og overalt hvor hun går,
bringer hun et ubeskriveligt mørke med sig. Ingen kan gå i hendes
nærvær uden at blive konfronteret med de skyggefulde sider
af deres natur, som de forsøger at skjule for både sig selv og
deres omverden. Hun er derfor lige så frygtet som hun er agtet,
og selv dem der tilbeder hende, gør det med varsomhed.
Det fortælles, at selv guderne skyer hende, og at også de så vidt
muligt forsøger at undgå hendes tilstedeværelse.
Dilarnas mirnere tager form af skyggevæsener og dødninge. De
er ofte skjult for de dødeliges øjne, og tager kun til Niraham for
at indsamle de dødes sjæle. Af og til sker det dog også, at de
sendes ud for at gøre andre og mere dystre gerninger, og da
fremstår de mere frygtindgydende end noget andet væsen, man
kender i verden.
TILBEDELSE
Dilarna forventer ikke at blive åbenlyst tilbedt eller værdsat af sine
tilhængere, og i de fleste samfund er tilbedelsen af hende da også
strafbart med døden. Ofte vil blot det at nævne hendes navn være
en forbudt gerning, og ve den, der vover at ytre det på en glædens
dag.
Uanset at det er bandlyst at tilbede hende, så vil de fleste ikke
desto mindre i smug bringe hende små personlige ofringer fra tid
til anden, i håbet om at undslippe sig hendes vrede og de sorger,
som hun fører ind i verden.
Januar måned, hvor de gamle og svagelige dør, er desuden kendt
som Dilarnas måned, og det er ikke usædvanligt at se uddøde
vandre på Niraham i denne måned.